Vi flytter!! + et lille sneak peak af vores nye taghave

af Marieduhn

Som nogle af jer måske har bemærket, så har der været mere stille her på bloggen, end der plejer på det sidste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at den sidste periode har vært en dans på roser for vores lille familie herhjemme. Selvom det er gode og dejlig ting, der er sket, så er det også nogle store ændringer i vores liv, og det tager bare energi at forholde sig til.

Men nu til det store, fantastiske og en smule skræmmende: VI FLYTTER!!! Ih, hvor har jeg glædet mig til at kunne fortælle alle om det, for vi har måtte holde kortene lidt tæt, selv overfor familie og venner. For nogle uger siden – se her – viste jeg vores dejlige lejlighed på Amager frem, fordi vi havde sat den til salg. Sagen var, at Jens havde siddet og surfet på Facebook og var faldet over (ja, hvorfor mon Facebook viser ham det, hihi!!) den mest fantastiske lejlighed lige i vores “neighborhood”. Han fik mig overtalt til se den og bookede en fremvisning til os. Det skal lige siges, at det skulle klemmes ind i kalenderes lige inden, jeg tog med Oslobåden til Norge, og vi derfor ikke så hinanden flere dage derpå.

Men hvilken lejlighed! Vi er meget glade for området, der passer rigtig godt til vores smag, men efterhånden er vores – ellers højt elskede – lejlighed kommet til at føles lidt trang til os. Den er på 77 kvadratmeter, så egentlig en fin størrelse, men med min virksomhed, der vokser i omfang (vi taler ikke ansatte, men hvor meget jeg roder!), og dertil vores lyst til at have et udeområde, så føltes det lidt som en nødvendighed på længere sigt at skulle rykker over i noget større.

Meeen som I nok ved, så går det jo lynenes stærkt på boligmarkedet i København, og vi vidste (af erfaring), at vi ikke skulle sidde på hænderne for længe. Så mens jeg sad i hytten i Norge, og Jens var herhjemme, blev vi enige om at give den et bud. Og haps, så lignede det en handel!

Det var jo sådan set meget godt – selvom jeg totalt panikkede ved tanken om at skulle flytte fra denne lejlighed, som betyder rigtig meget for mig. Jeg har ikke flyttet ret mange gange i mit liv og føler, det er en meget stor ting sådan at ruske op i hverdagen på den måde. Det eneste lille “men” var, at banken havde stillet det forbehold, at den lejlighed, vi allerede ejede, skulle sælges først… Og det er altså ikke som man ser på tv, en to tre wups! Nej, der er MANGE ting, der skal gøres, tages højde for, skrives under på osv. osv.

Nu vil jeg ikke kede jer med, hvor mange timer, vi har brugt på at rydde op, gøre rent, gå på loftet med ting, pudse vinduer, siddet på café, mens lejligheden blev vist frem, budrunder og nervepirrende venten. Men det var der en del af! Alt imens frygten for, at den anden lejlighed blev budt op og solgt for næsen af os – for det kunne reelt godt ske. Den dag, jeg fik opkaldet fra Jens om, at aftalen var skrevet under, faldt jeg i søvn af bare udmattelse – så meget for “det skal vi fejre!!” hihi. Vi har brugt mange kræfter på hele tiden at have det forbehold, at lejligheden jo ikke nødvendigvis blev vores, og derfor ikke blive for knyttet til den, hvis den nu skulle ryge.

I onsdags fortalte vi det så til familie og venner, fordi aftalen var 100% i hus og handlen lukket, og vi tog på Sticks’n’sushi i toppen af Tivoli Hotel for at fejre det. Ih, jeg synes, vi havde trængte til det glas champagne 😉

Og nu til den nye lejlighed. Som sagt ligger den lige i nærheden, faktisk kun tre minutters gang herfra, men på en sidegade til Holmbladsgade. Jeg elsker ellers at kunne se direkte ned over Holmbladsgade og følge med i cafélivet her, men det er der nu også stadig lidt af i den nye. Den ligger i toppen af bygningen Factory House. Selve bygningen er ny, men bygget i samme stil som fabrikken, der lå på grunden før – det er jo et gammelt industrikvarter, vi bor i. Af denne grund er det også en fredet bygning, og den er meget smuk.

Her skal vi bo øverst oppe i en lys og åben treetagers lejlighed. Dvs. der er to etager til beboelse, og en etage med egen taghave eller rooftopgarden. Den længes jeg virkelig efter i de her skønne solskinsdage, hvor jeg allerede har planer om krydderurtebede, hyggelige lyslanterner og selvfølgelig masser af grillaftener.

En anden helt fantastisk ting ved den nye lejlighed er, at jeg får mit eget studie. Her kan jeg afholde workshops, fotografere og lave alle mine diy-projekter, som jeg slet ikke har plads til nu. Jeg er allerede begyndt at indrette rummene i mit hoved, og er blevet krea-bombet af mig selv med ting, jeg vil lave til det nye sted! Jeg glæder mig til at vise det hele frem til jer 😀

Lige nu handler det om at være tålmodig – og iiih, det er ikke min stærkeste side!! Vi flytter ind den 1. juli, så vi er heldige at få det meste af sommeren her, og mon ikke også det er her, vi kommer til at bruge vores sommerferie, selvom man aldrig helt ved med os 😉

Så nu imens “Solgt” skiltet hænger og blafrer i vindueskarmen og solen glimter i plastikken, læner jeg mig tilbage med en god kop kaffe i hånden og forsøger ikke at flippe for meget ud over alle de forandringer, fremtiden bringer. For det er vel også det, forandringerne, der på godt og ondt driver os fremad her i tilværelsen. Til nye og spændende ting, vi skal igang med at udforske…

Og nu til det lille sneak peak, jeg lovede. Et billede fra vores have <3

(Billedet er lånt fra Nyboligs hjemmeside)

Se også

4 kommentarer

BLOGBYCC 23/04/2018 - 13:43

Holy guacamole hvor ser den tagterasse/have bare skøn ud, ih.
hvor er det dejligt for jer. knus

Svar
Marieduhn 24/04/2018 - 21:43

Hihi, jeg har også vældige planer med den, så nu krydser jeg bare fingre for en varm sommer 😀
Knus Marie

Svar
Ea 23/04/2018 - 11:06

hvor lyder det fedt og spændende! Og hold op hvor ser det lækkert ud!

Svar
Marieduhn 23/04/2018 - 11:12

Mange tak Ea 😀
Vi glæder os også bare så meget!
Knus og kram Marie

Svar

Skriv en kommentar