For omkring et år siden var jeg i Norge, hvor jeg tilbragte min efterårsferie sammen med mine forældre i hytten. Norge er nok det smukkeste sted at opleve efteråret, hvor træernes farver på bjergskråningerne virkelig skinner som guld og bronze.
Et sted, jeg elsker at tage hen, når jeg er i hytten i Vrådal, er jættegrydefeltet ved Nisser. Det er så særligt og skifter udseende med årstiderne og de faldende og stigende vandmængder. Det er ikke let at vandre her, da vandet ikke ligefrem tager hensyn til vandrere..!
En jættegryde er et rundt hul i klippegrunden, der igennem årtusinder er skabt af vandet, der har strømmet i cirkelbevægelser og således boret sig vej ned i klippen. De kan være mange meter dybe og med voldsom understrøm – på den måde har de altid både fascineret og skræmt mig lidt. Det er ikke mærkeligt, at man før i tiden har tænkt, at det måtte være jætterne, der engang i fortiden skabte dem.
Jeg elsker den logik, der ligger bag illustrationen på skiltet herover. Hvis vandet pludselig kommer – så løb! Øøøøøh, nåda. De er nu lidt søde, de nordmænd… 😀
Det er vildt at tænke på, hvordan vandet har formet landskabet siden sidste istid og frem til idag. Det er meget tydeligt, når man vandrer i den norske natur, og en af grundene til, at jeg elsker det så meget. Man føler sig lillebitte og samtidig, får jeg altid en følelse af at eje hele verden. Jeg mener, når man har vandret over fjelde i det vildeste vejr og overlevet – hvad kan man så ikke overkomme hjemme?
