Valentinsdag er ikke en dag, jeg har gjort så meget ud af igennem mit liv. Den kan godt virke en anelse kommerciel, og hvorfor skal man kun have røde roser af sin kæreste/mand/beundrer den ene dag om året? Det kan vi vist godt blive enige om, at man selvfølgelig heller ikke skal 😀
På den anden side, er det vel altid rart at have en lejlighed til at hygge lidt ekstra om hinanden, og “kæreste” lidt op i tingene, selvom man måske har været sammen nok så længe. Efter 7 1/2 år kan vi i hvert fald stadig hygge os med at tage hinanden i hånden, gå ud og spise eller gå ture og se på byens lys – og emner at snakke om, er en ting, min kæreste og jeg aldrig løber tør for!
I år falder Valentinsdag midt i ugen for Dinner Days, og vi skal ud og spise på Restaurant No.2 for at fejre os (det passer faktisk ikke helt – vi skal først ud og spise imorgen. Men vi lader som!). Hvis du ikke har planlagt din aften endnu, er der stadig pladser at få – se programmet her. Dinner Days er lækkert, fordi man kommer ud nogle steder, man måske ikke plejer at tage på – og så for gode penge 🙂
Lysfestivalen har jeg talt om før, men vil stadig gerne slå et slag for den – for er det ikke bare romantisk at gå rundt i byens lys om aftenen..? Ja, jeg er nok egentlig også bare lidt forelsket i København stadigvæk 😉 Se programmet her.
Hvis du gerne vil blive hjemme og hygge med en god film eller lignende, så skal en opfordring herfra lyde, til at lave de skønne hjertevingummier, som er på billederne her. For hvis en kvinde skal have roser, så skal en mand da også have noget sødt, og i år har jeg lavet de her vingummier til min kæreste – og mig selv, for er gået hen og blevet ret vild med! Du kan se min opskrift her. Har købt hjerteformen i Føtex, men de kan også fåes i forskellige isenkræmmere.
Elsker mine små figurer i bronze, som jeg fik af mine forældre i julegave. De kender mig efterhånden så godt og ved, at jeg elsker den type kunst. Det er den græske kunstner Yanni, som står bag, og har efterhånden flere af hans værker. Det er mit yndlingsgalleri Galleri Bo i Skagen, som forhandler dem, og de to små her hedder “Happy Moments”. De er så skønt et symbol på, hvordan livet kan være, når man er med en god partner. Så pga. Valentinsdag viser jeg dem frem her 🙂
Hvilke planer har du for Valentinsdag?
2 kommentarer
Det lyder hyggeligt – jeg skulle have Været i biografen med to veninder, men i sTedet er jeg blevet syg 🙁
Åha, hvor irriterende! Det er da også bare typisk…
Håber du er kommet ovenpå igen <3
Knus Marie