Onsdag var jeg på sæsonens første længere vandring i det norske højfjeld. Vi drog afsted omkring middag fra byen Seljord, forude ventede der os en 16 km lang vandring i svært terræn. Vi havde derfor spændt de gode vandrestøvler på, pakket en madpakke og vandrestavene i hånden. Nordmændene markerer deres vandreruter i forskellige farver efter sværhedgrader, og vi havde begivet os ud på en rød rute, som er ekspertniveau.
Den første opstigning igennem løv og nåletræer var enormt bræt, og kan nærmere betegnes som klatring. Det tog de første 2-3 timer at komme igennem denne passage, og da vi nåede trægrænsen, fladede det en anelse ud, og landskabet åbnede sig for os med søer og fjeld så langt øjet rakte.
Ruten havde jeg udvalgt, da der her ved en brat fjeldmur i 1944 bragede et amerikansk bombefly af typen Liberator, ind i siden af klippen og splitredes over et stort område. Delene ligger der endnu, og dem skulle vi se nærmere på. Vi fandt en vinge, et haleror, en motor, flere smådele og det meste af siden af flyet med små vinduer boltet med et væld af skruer. Man mærkede historiens vingesus ved at stå og se op mod den klippevæg, der skulle blive disse menneskers endelidt. Vi spiste vores frokost ved en af vragdelene, som knagede, da den blev varmet op af solen.
Ruten fortsatte, og vi kom op i højfjeldet, hvor en isnende vind kom rullende mod os over tinden og truede med at vælte os omkuld. To store søer har fundet leje her, og vinden peb over dem og skabte krusninger, som vi stod og fulgte med øjnene. Det var ikke længe, vi kunne holde pause, for det var virkelig koldt her i ca. 1300 meters højde. Vi drak lidt af søvandet og skyndte os videre.
Det er fantastisk, hvor stort og øde et land Norge egentlig er. Vi mødte ingen mennesker her, og ville være helt overladte til naturens luner, hvis et uvejr skulle rulle ind over os fra tinden.
Fra højsletten gik vi ned gennem en dal og kunne se ned på flere af de omkringliggende fjelde; flade på toppen, med søer her og der, og vi kunne se i hvilke dale, det regnede, og hvor solens stråler brændte igennem skylagene.
Da vi nåede de første forkrøplede træer ved trægrænsen, jublede jeg indvendigt, for jeg var efterhånden ved at være godt øm i mine hårdt prøvede knæ. Præcis 7,5 time efter start var vi nede igen. Vi blev hentet af mine forældre og spiste en cookie og drak en cola – sjældent har det smagt mig så godt. Og nøj! jeg følte, jeg havde fortjent det 😀
