Tørring af krydderurter er et både spændende og givende projekt. Brug krydderurter fra haven eller pluk dem i naturen. Porse er en fantastisk dejlig krydderurt, der lige nu står rigtig flot. Ud over at dufte fantastisk, som den står på engene rundt om i landet, så kan den bruges på mange spændende måder i madlavning. Pluk den nu og tør den, så kan du bruge af den gennem hele vinteren.
Porsesnaps er en klassiker og med god grund – jeg har den dejligste opskrift på porsesnaps her, og jeg er selv vild med den især i sommerhalvåret. Men der er så mange muligheder for at bruge porse i madlavning, og når den er tørret kan den let gemmes til vintersæsonen. Den er fuld af god smag og vitaminer, som også gør arbejdet med indsamling og tørring det hele værd.
Vi gik en tur på fjeldet fra vores hytte denne sommer, og pludselig var luften tyk af den sødlige og let genkendelige duft af porse. De vokser ofte nær vådområder, og den kan vokse sig til gedigne buskstørrelser. Der findes både hanner og hunner, hvor hunnerne har kogler og hannerne har rakler. Det er sjovt at gå rundt og finde disse kendetegn, og har du børnene med, bør de klart gå på opdagelse efter de små søde vækster. Begge planter er gode, så klip til husbehov og tag med hjem til tørring i en pose eller kurv.
Prøv også: Salt med rønnebær – opskrift på hjemmelavet kryddersalt
Tørring af krydderurter: Sådan tørrer du porse
Der er flere måder at tørre porse på, og alt efter temperament kan du vælge den, der passer dig bedst. Frisk porse smager også dejligt i retter – fx wokretter, pastarette eller drysset over kylling. Prøv den også i bagværk. Denne guide kan overføres til de allerfleste andre krydderurter også.
Lufttørret porse
Har du et rum med lav luftfugtighed, kan du hænge porsegrenene med hovederne nedefter her. Det kan du gøre på en tørresnor eller, hvis det skal være mere dekorativt, på dette hjemmelavede ophæng til tørring af planter eller urter. Der går omkring en uge eller to (alt efter luftfugtighed) for planterne at tørre. Men det er nemt at tage de sprøde grønne blade herfra.
Tør porse i ovnen
Skal det gå lidt hurtigere, så pluk de grønne porseblade af stilkene og læg dem i et jævnt lag på en bageplade med bagepapir. Giv det 50 grader almindelig ovn i 2-3 timer, og bladene er til at knuse og komme på glas.
Brug en dehydrater
Er du vild med at tørre dine egne urter, bær, frugter osv., kan en dehydrater være den helt rigtige investering. Den kan gøre arbejdet effektivt. Jeg har ikke selv erfaringer med specifikke modeller, men det står højt på min personlige ønskeliste at anskaffe mig en 🙂
Har du prøvet guiden?
Jeg vil elske at høre, hvordan det gik! Kommenter herunder eller del et billede på Instagram med hashtagget #byduhn – så tales vi ved.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥