Timnkardalen og de isolerede bjerglandsbyer i højlandet

af Marieduhn

Timnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas Marrakech

Timnkardalen. Jeg har nu opholdt mig i Marokko de sidste 16 dage og har endelig fundet lidt tid (og wifi!) fra alle oplevelserne til at skive herinde. Marokko har betaget mig lige siden, jeg besøgte landet første gang for præcis et år siden. Jeg rejste tilbage i vinteren, hvor jeg var på rundrejse, og nu er jeg tilbage igen. Denne gang for at være her i 5 uger, hvor jeg bor og lever helt tæt sammen med de lokale i Atlasbjergene. Den del af bjergene, jeg bor i, hedder Høje Atlas, da det er her de højeste tinder – og Afrikas næsthøjeste Jebel Tubkal – befinder sig. Jeg har allerede været på flere trekkingture, og jeg vil begynde med at fortælle om en helt særlig tur til nabodalen Timnkar.

Vi begyndte opstigningen fra hovedvejen, der skærer igennem byen Setti Fatma i Ourikadalen, efter minaretens eftermiddags kalden-til-bøn havde lydt. Her går, hvis man ser godt efter, en lille gedesti, op over bjergryggen og ind i nabodalen. Vi gik i solens sidste varme stråler, og jo højere op vi kom, jo mere foldede bjergene sig ud og deres mægtige tinder virkede blot mere uopnåelige og storslåede. Min ven, som arbejder professionelt som guide, skyndede på mig, for det var vigtigt at nå over bjergryggen inden mørket faldt på.

Da vi nåede passet og kunne se ind i Timnkar, opdagede jeg, at bjergene her havde en helt anden farve, end de bjerge, vi kom fra. Jeg er efterhånden blevet vandt til at se de lysorange og rosafarvede bjerge og smålandsbyer, men her var de dybrøde i stedet. Vi fulgte højderyggen vestover, og da solen gik ned, begyndte jeg at kunne høre sære lyde i det fjerne. Jeg kunne ikke bedømme, om det var dyr, der skreg, børn, der legede eller kvinder, der råbte. Det har nok været en god blanding, for på disse skråninger kom store flokke af får, hyrder og deres hunde os nu i møde. Det er også på dette tidspunkt af dagen, at kvinderne kommer ud af husene og sidder på tagene og råber til hinanden, og børnene løber rundt i de trange gader mellem husene og leger.

Vi nærmede os landsbyen Boyzgarn, der er en lille traditionel berberlandsby i højlandet, og ingen veje for biler fører hertil. Alt færdsel foregår på ryggen af menneskene eller for de bedre bemidlede på muldyrryg. Man bor i små huse med mange etager, der med udvendige trapper og åbne rum snor sig imellem hinanden i et uoverskueligt mylder. Dyr og mennesker bor side om side, og vi skulle bo hos en familie i netop sådan et hus. Rundt om landsbyen ligger der frodige grønne terrasser, hvor de dyrker hvede til brød. De er i det store hele selvforsynede, men kommer man på besøg udefra er det skik, at man selv medbringer alt mad og drikke og efterlader overskydende til værtsfamilien, da midlerne her er knappe og transport af varer hertil besværlig.

Familien, vi boede hos, bestod af et ældre ægtepar (se manden på billedet), der tager imod vandrere som os. Det er normalt i disse landsbyer at have mellem 5-8 børn, der hjælper forældrene i alderdommen. Det er hårde vintre og ikke unormalt, at flere af de små børn omkommer af kulde. Vi havde medbragt kuskus, som konen straks gav sig til at lave til os. Så mens vi sad og drak mentte og spiste valnødder, kokkererede hun i sit lille køkkenrum. Vi spiste sammen med manden fra et fælles fad, hvor alle delte og spiste med hænderne. Konen spiste for sig selv i køkkenet. Mænd og kvinder lever generelt meget adskilte i disse egne, hvilket jeg vil skrive om i et senere indlæg.

I huset var der ikke mange døre. Der var en til familiens eget soveområde, en til et soverum for mænd og en til soverummet for kvinder, der lå adskilt på en anden etage end de andre. Her skulle jeg ligge for mig selv hele natten, som blev kold og med de (for mig) underligste lyde fra dyrene, der boede i stalden lige udenfor.

Dagen efter vandrede vi en anden rute hjem, og det er her de fleste af mine billeder er fra 🙂

Har du lyst til at læse om mine tidligere rejser i Marokko, så se mere her!

Timnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas MarrakechTimnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas MarrakechTimnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas MarrakechTimnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas MarrakechTimnkardalen rejse Marokko Aftrika Atlas Marrakech

Se også

Skriv en kommentar