Søndagsudflugt til Kildebrønde æbleplantage

af Marieduhn

Er der noget bedre end danske æbler i efteråret?

I søndags pakkede min kæreste og jeg bilen og kørte mod Kildebrønde æbleplantage, hvor de har den dejligste gårdbutik og pluk-selv plantage. Gården ligger nær Greve, så det er den perfekte søndagsudflugt-distance, når man, som vi, bor på Amager. Jeg havde min fine redesignede t-shirt på hertil og følte mig meget efterårs-agtig i den orange farve.

Da jeg var barn, kørte vi altid med familien til en æbleplantage udenfor Aalborg, når det blev efterår, så det er ligesom en tradition, jeg har taget med mig herfra. Vi havde pakket kurven med de gode gå-sko, kamera og solbriller, sat godt musik på anlægget i bilen og fyldt kaffe i termokrusene, da vi satte kursen mod vest.

I Kildebrønde har de som sagt en skøn lille gårdbutik, hvor man både kan købe hjemmelavede produkter som æbleblomsthonning og æblemost og andre lækkerier som specialøl, marmelader, saft, te og meget mere. Jeg var meget fristet og endte med honning og juice til denne weekend. Kunne let have købt mange flere af de spændende delikatesser, de har her! Der var smagsprøver på alle gården forskellige æbler, som tæller 6 sorter, og desuden 2 pærersorter, så man kunne vide præcis, hvad man skulle gå efter ude i plantagen.

Jeg havde lidt problemer med solskærmen til mit kamera, så billederne herfra har fået lidt underlige farver, og de er en del overbelyste – sådan går det ind imellem, når man afprøver nyt. Men hyggede mig stadig med at gå imellem rækkerne af æbler og fotografere – naturens farver er nu altså de smukkeste.

Efter vi havde købt godt to kilo æbler af sorten robinola, kørte vi til Kongelunden og gik en lang tur i skoven og ved stranden. Alt i alt en perfekt og afslappet efterårssøndag – lige efter mit hoved.

Kender I andre gode frugtplantager nær København? God søndag til jer alle <3

      

Se også

Skriv en kommentar