Halloweensnacks med Tim Burton inspirerede ansigter er en af de små treats, vi har parat i aften til alle de glade udklædte børn, der finder frem til vores adresse. Det er hyggeligt at se, hvor mange kreative bud på udklædninger, børn (og måske deres forældre) kan finde på, når det kommer til Halloweenuhygge. Og så skal de søde sager jo matche 😉
De små Halloweensnacks er super simple og kan laves i sidste øjeblik, men de er sjove og søde og vil helt sikkert glæde. Du kan også lave dem sammen med familien, hvor børnene kan få lov til at prøve kræfter med dekorationen – det bliver de helt sikkert kun bedre af.
For mig er de små Mariekiks med glasur et minde fra min barndom, hvor vi altid fik dem til fødselsdage. Der var de dekoreret i lyse og glade farver og med en pinocchiokugle i midten. Min Halloweenudgave kræver blot en enkelt farve, den sorte, men du kan også eksperimentere med at lave orange græskar, grønne monstre eller ligge lakridsringe ovenpå, for at få det til at ligne spindelvæv. Få flere idéer til dekoration her.
Se også: Hjemmelavede vingummier – simpel opskrift
Børn er ofte ret taknemmelige, når det kommer til søde sager, og de behøver ikke at koste en masse, for at være sjove og hyggelige. Det handler om at skabe den rette stemning, så hvorfor ikke stille et par lys udenfor døren og have et stort fad med disse søde kiks parat? Jeg bruger gerne LED fyrfadslys, når jeg stiller det udenfor døren, fordi jeg bor i lejlighed – så behøver jeg ikke bekymre mig om dem, og de kan “brænde” hele natten.
Du kan også bruge andre former for små runde kiks eller kager for at variere dine simple Halloweensnacks 🙂
Du skal bruge:
- Mariekiks eller andre små runde kager
- flormelis
- sort eller mørk lilla frugtfarve
Sådan gør du:
- Hæld kogende vand i et glas med flormelis lidt ad gangen indtil glasuren får den ønskede tekstur. Det skal ikke være for flydende.
- Tag en teskefuld af glasuren og placer det midt på kiksen. Drej kiksen lidt i hånden, så glasuren fordeler sig jævnt på overfladen. Lad den hvide grundfarve størkne.
- Lav den mørke glasur ved at tilsætte frugtfarve. Brug en tandstik eller lignende til at male ansigtet med.
♥Og glædelig Halloween♥
Se også: Opskrift på hjemmelavede cookies