Frys spiselige blomster i dine isterninger og skab en dejlig sommerstemning i dit glas. I sommervarmen er der ikke noget skønnere end en lun og lys aften med en kølig forfriskning i hånden. Og så gør det ikke noget, hvis der er kælet lidt ekstra for detaljen. Med spiselige blomster, som hornviolerne her, kan isterningerne virkelig få lov at tage deres plads – ikke bare som praktiske nedkølere, men som en smuk dekoration og en lille kærlig tanke i dit glas. Her er en skøn idé til Sankt Hans bordet.
I aften er det Sankt Hans, og den skal vi fejre i vores dejlige byhave med lidt godt i glassene. Da der alligevel ikke er nogle bål at tage til rundt om i byen, har vi besluttet at tænde op for hyggen i haven i stedet for. Og den er så dejlig for tiden! Der er kommet både blomster og krydderurter til, og (de fleste af dem) klarer sig rigtig godt. Som vores flotte rose, vi købte i foråret, og vores figenstikling, som jeg tog fra mine forældres have sidste forår.
Vi har lavet både pottebed og nyttehave, siden vi flyttede ind, og jeg synes selv, vi bliver bedre og bedre til at udnytte vores 40 kvadratmeter. En nyhed er også vores kartofler, der står i spande rundt om med flotte store kroner. Glæder mig til at smage dem!
Men for nu handler det om de skønne små kreationer, vores idé til Sankt Hans bordet, der bobler rundt i vores glas: isterninger med hornvioler.
Prøv også: Opskrift på hjemmelavet myntelikør – mild og afbalanceret aperitif
Idé til Sankt Hans bordet: isterninger med hornvioler
Denne idé er både hurtig og nem, og du kan i pricippet bruge alt godt fra haven – så længe det er spiseligt. Hornvioler er super dekorative, og de er nemme at få til at vokse (lige en plante efter mit hjerte), men også andre spiselige blomster og krydderurter kan bruge.
Sådan gør du:
Klip hovederne af blomsterne, og tag så meget af stilken af som muligt, men undgå at de falder fra hinanden. Fyld isterningbakken med vand og læg blomsterne lige under overfladen med hovedet opefter. Du kan lægge et eller flere hoveder i hver. Efter nogle timer på frys, er de dekorative isterninger klar til brug.
Om spiselige blomster
Spiselige blomster er enormt dekorative og samtidig en helt naturlig måde at dekorere vores salater, desserter eller lignende. Hornvioler er blandt de spiselige blomster, sammen med rose og lavendel. De fleste af de blomster, vi har i vores have, er spiselige. Jeg er bevidst gået efter disse, da jeg derved kan få mest muligt ud af min have – noget smuk at kigge på og noget dekorativt til maden. En god kombination, hvis du spørger mig.
Vil du vide mere om, hvilke blomster, der kan spises, så finder du en god guide her.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥