Simpel påskedekoration med pilegrene og marmoræg er en nem og hyggelig måde at sætte en stemning af ægte forår omkring spisebordet. Miks genbrug med smukke blomster og spirrende forårsgrene, og hyg lidt ekstra omkring familien, når lejligheden byder sig. Påsken er virkelig en tid, der lægger op til samvær med dine nærmeste, og en god undskyldning for kreativt arbejder. Her kommer mit bud på en simpel påskedekoration til påskebordet.
Jeg elsker påske! Tiden hvor alting spirer i naturen, og hvor vi har ekstra fridage til at være sammen med hinanden. Selvom påsken i år bliver lidt anderledes for de fleste af os, er der stadig god grund til at gøre noget ud af et hyggeligt påskebord til glæde for de allernærmeste – måske vi trænger til det i endnu højere grad netop i år. Vi er begyndt at FaceTime hinanden, når vi sidder ved bordet, så kan vi være med fra hver sin ende.
Det har altid været vigtigt i min familie at samles omkring bordet til måltiderne. Det var her, vi vendte dagen, diskuterede verdenssituationen og talte om kommende gøremål. Vi har af den grund – og gør stadig – brugt mange timer sammen netop her – og så er det jo dejligt at have noget smukt at se på.
Prøv også: DIY påskepynt – nem idé med spraymaling og genbrug
Simpel påskedekoration med pilegrene og marmoræg
Denne dekoration består blot af fire elementer, som er nemme og billige at få fat på:
Pilegrene eller andre smukke forårsgrene
Pilegrenene er så klassisk et symbol på forår, og jeg bliver aldrig træt af dem. Jeg fandt disse på en god cykeltur til et grønt område, jeg bor i nærheden af. Jeg går tit en tur eller snupper cyklen, bare for at se mig omkring og finde ud af, hvad jeg har i nærområdet. Jeg elsker at finde og klippe tingene selv – både pga. af det økonomiske i det, men også fordi det bare gør det ekstra hyggeligt. Du kan bruge alle former for grene – både spirende og døde grene kan være smukke. Pilegrene holder sig flotte længe, hvorimod blomstrende grene kan dufte rigtig dejligt.
Påskeliljer og andre farverige forårsblomster
De flotte påskeliljer fandt jeg også på min cykeltur – hold øje med at de vokser frit, inden du plukker dem – så får du ingen naboklager 😉 Du kan bruge alle slags forårsblomster til dekorationen. Bruger du dem med store hoveder, kan de holde sig pæne nogle timer uden vand. Bruger du mindre blomster, kan du sætte dem i små snapseglas rundt om i dekorationen.
Gamle marmoræg
Marmoræggene er fundet brugt – de kan både findes på dba og steder med genbrug. De er så smukke i forskellige nuancer, og man kan virkelig fornemme, at marmor er et naturmateriale. De er ofte ret billige at købe, når der ikke er højsæson for dem, så en hyggelig ting at samle på til sommerens loppemarkeder, kan være netop disse marmoræg.
Lys af bivoks
Jeg har selv lavet de fine lys af bivoks, som har fået blomsterform. Du kan finde en guide til dem her. Det er naturligvis også en mulighed at finde flotte lys i passende farver i supermarkeder, hvis du vil hurtigere i gang med din dekoration. Gå efter nogle, der kan stå selv, eller placer dem i stager rundt om i dekorationen. Bruger du let brandbare grene, så vær opmærksom på placeringen af dine lys.
Sådan sammensætter du dekorationen
Miks grene godt og sørg for at enderne vender i forskellige retninger. På denne måde undgår du, at dekorationen får en “slagside” med alle enderne. “Flet” dem over og under hinanden, så de nærmest låser hinanden fast. Alt efter størrelsen på dit bord, kan du variere dekorationen ved at sætte flere eller færre grene til.
Fordel æg, blomster og lys jævnt i og omkring dine grene. Jeg synes, det er flottest, hvis der ikke er noget system i det, men at de er placeret forholdsvist tilfældigt. Sørg for at æg og blomster vender i forskellige retninger, så alle omkring bordet har flotte sider imod sig.
Vil du toppe op på hygge, kan du folde en serviet og binde nogle grene omkring. Placer et marmoræg ovenpå for at afslutte det flot.
Med simple metoder, kan vi skabe stemning og hygge og helt sikkert en dejlig påskemiddag.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥