Sigøjnerinden fra Sevilla – boganbefaling

af Marieduhn

Sigøjnerinden fra Sevilla boganbefaling

Jeg er nu kommet godt igennem årets hidtil længste roman for mit vedkommende – eller rent faktisk den længste roman, jeg nogensinde har læst! Sigøjnerinden fra Sevilla skrevet af forfatteren Ildefonso Falcones (som også har skrevet Havets Katedral) er en hæsblæsende og dramatisk fortælling i bedste Game of Thrones stil, blot indsat i en historisk ramme. Jeg vil absolut anbefale den videre, for jeg har brugt mange gode timer i selskab med karaktererne herfra.

Den historiske ramme er 1700-tallets Spanien, hvor nye idéer fra en mere oplyst verden støder sammen med gamle traditioner og familienormer. Det er en verden, hvor kirken og kongen har den absolutte magt, og hvor forfølgelser af minoritetsgrupper hører til hverdagen.

Her møder vi en gruppe sigøjnere fra Sevilla, hvoriblandt den unge og smukke sigøjnerinde Milagros lever et lystigt og sorgløst liv sammen med sin familie. De lever i et stolt og patriarkalsk samfund, hvor familieoverhovedet (den ældste mand) har det endelige ord i enhver sag. På ægte sigøjnermaner tjener Milagros penge sammen med sin mor ved håndlæsninger og udfordrende danseshows.

Hverdagens idyl krakelerer dog, da en sort skønhed kommer ind i billedet. Caridad er tidligere slavinde fra Cuba, transporteret til Spanien af ejeren af den tobaksplantage, hun arbejdede på. Da ejeren dør på overfarten, bliver hun frigivet, men bærer en dunkel og voldelig historie med sig. De to unge kvinder knytter et stærkt venskab imellem sig, og da Milagros får indblik i denne historie, beslutter hun naivt at ville tage affære og hævne sig, hvilket bliver startskuddet til en lang række ulykker, der skal overgå kvinderne.

Sigøjnerinden fra Sevilla boganbefaling

I disse år iværksættes en af de største razziaer mod sigøjnerne i Spanien, hvor tusinder fængsles, mænd og kvinder adskilles og familier opsplittes – alt for det mål at udrydde racen. Det er kun de mest hårdføre, der overlever, og især kvinderne volder magthaverne besvær. Måske er tiden moden til at kvinderne tager sagen i egen hånd, og de lærer, hvor stærke de kan være, når de står sammen.

Bogen er et eventyr fra start til slut, og jeg var revet med lige fra første side. Det er også spændende at få indsigt en del af verdenshistorien, jeg ikke før kendte meget til – og så er den er velresearchet. Jeg har ikke kunne lade være med at tænke på Esmeralde fra Klokkerne fra Notre Dame, og pludselig har dette Disney eventyr fået en hel anden dybde for mig.

Og så er der det der med kvinderne… De stærke kvinder. Jeg fik til tider ondt i maven, da jeg læste om deres vilkår fra 1700-tallet og tænker, at der er steder i verden, hvor de ikke lever anderledes den dag idag. Så med Falcones’ Sigøjnerinden fra Sevilla bliver man ikke blot klogere på et stykke af Spaniens historie, man bliver måske også en anelse mere kritisk overfor den samtid, vi lever i.

Sigøjnerinden fra Sevilla boganbefaling

Se også

Skriv en kommentar