Der er vist flere end mig, der drømmer om at stikke af til varmere himmelstrøg, når efteråret virkelig sætter ind i Danmark. Selvom jeg elsker farverne og hyggen, så kan jeg godt mærke, at lyset svinder og vindene bliver hårdere mod huden i ansigtet. Det er efterhånden nogle uger siden, jeg kom hjem fra en fantastisk rejse til USA, efterfulgt af en ordentlig omgang jetlag og en periode, hvor jeg virkelig har skulle omstille mig på en hverdag som ikke-længere-lærer-men-hvad-så..?
Men tilbage til min rejse. I år kastede min kæreste og jeg os ud i noget, der har været en drøm for os længe, nemlig en tur til solbeskinnede Californien og de store nationalparker i Utah og Arizona. Vi brugte i alt 14 dage på rundturen, hvor vi både lejede bil og roadtrippede gennem staterne, og tog indenrigsfly, for at få det hele med. Og wow, en tur! Her kan du se vores rute.
(Klik her for interaktivt kort)
Jeg har nedenfor lavet en kort gennemgang af de steder, hvor vi overnattede, som jeg kommer til at uddybe i flere blogs senere. Alle de steder, vi kørte til i bil, har jeg skrevet bogstaver ved. De sidste 2 punkter, er der, hvor vi fløj imellem. Jeg vil absolut anbefale turen, selvom den er intens, og vi har været meget tidligt oppe mange morgener – til gengæld får man set lidt af det hele og ved, hvad man skal gense til en anden gang 😉
A: Los Angeles – 3 overnatninger
Som jeg har indtegnet på kortet, begyndte vi vores rejse i Los Angeles, ja, altså efter en 13 timers lang flyvetur via Stockholm! Vi boede i Santa Monica med udsigt til stranden og brugte bl.a. dagene her med nogle flotte sol op- og nedgange, fish and chips på Santa Monica Pier og cykeltur ad promenaden til Venice Beach. Vi var naturligvis også inde i den enorme storby og se Beverly Hills og Hollywood, Sunset Strip og Walk of Fame. Desuden brugte vi en aften i Downtown på en ishockeykamp, som L.A. Kings til de flestes glæde vandt over New York Islanders.
Se mere fra Santa Monica og området omkring her.
Læs mere om Hollywood og Downtown Los Angeles her.
B: Las Vegas – 1 overnatning
Herfra lejede vi bil – en rød Chevrolet Camaro – og kørte direkte ud på en 6 sporet motorvej i automatgear (det er noget andet end min lille Yaris)! Med kalechen rullet ned satte vi retning mod ørkenen og casinobyen Las Vegas. Vi brugte omkring 5 timer på køreturen og ankom om eftermiddagen, hvor vi overnattede på Cirkus Cirkus. Aftensmad og en tur rundt i byens neonslys.
Læs mere om vores roadtrip fra Los Angeles til Las Vegas.
C: Monument Valley – 2 overnatninger
Vi tog centralvejen gennem Las Vegas for også at fornemme byen i dagslys. Herfra ventede en omkring 6 timers køretur til nationalparken Monument Valley, som ligger på kanten mellem Utah og Arozona. Området tilhører indianerstammen Navajo, som også sidder på al hoteldrift og turisme. Her vandrede vi flere ture i bjergene, stod tidligt op for at fotografere solopgangen og fandt Forest Gump Turning Point, hvor han stopper sin lange løbetur.
Læs mere om Monument Valley her.
D: Page (Antelope Canyon) – 2 overnatninger
De to næste dage og nætter brugte vi i en lille by ved den store Lake Powel dæmning, der hedder Page. Grunden var de smukke kløfter, man her kan få adgang til – dog kun i følgeskab med Navajoindianerne. Vi besøgte i alt fire kløfter, hvoraf den mest berømte er Antelope Canyon. Desuden kørte vi forbi og oplevede den smukke Coloradoflod bugte sig ved Horseshoe Bend.
Læs mere om Antelope Canyon og få gode råd om besøg i kløfterne her.
Læs mere om Horseshoe Bend og læs om det fantastiske ved et roadtrip i det vestlige USA her.
E: Williams (Grand Canyon) – 2 overnatninger
Williams ligger på den legendariske Rute 66, som er en seværdighed i sig selv, og samtidig ligger byen nær Grand Canyon. Her hikede vi en hel dag og oplevede skovbrandene, vi havde hørt så meget om i tv-nyhederne.
Læs mere om vores oplevelser i Grand Canyon her.
F: Las Vegas (lufthavn)
Fra Grand Canyon kørte vi tilbage til Las Vegas, hvor vi vinkede farvel til Camaroen, som vi var kommet til at holde en del af, i lufthavnen. Herfra med fly over bjergkæder mod vestkysten igen – vi havde lagt smukke nationalparker og tørre ørkenområder bag os og taget hul på sidste del af rejsen.
San Francisco – 3 overnatninger
Da vi ankom til San Francisco, var det totalt tropenat med 32 grader, og vi gik på bar og skyllede ørkensandet ud ad ganen og følte os allerede hjemme. I dagslys så vi kvarterne Chinatown, Castro og Haight-Ashbury, spiste krabbesandwich og så søløver på havnefronten, og endelig solnedgang over Golden Gate Bridge, mens store pelikanflokke kom flyvende forbi.
Læs mere om vores oplevelser i San Francisco her og få gode råd og anbefalinger.
Los Angeles – 1 overnatning
Fly fra San Fransisco tilbage til Los Angeles, hvor det hele startede. Vi overnattede på Le Méridien, som ligger belejligt lige ved siden af lufthavnen. Her stod den på ren afslapning ved poolen, god mad til aften og senere hygge på ægte amerikansk vis i baren. Vi trak os lidt tilbage og gik ud til poolen, hvor lys i tæpper var hængt op over udeområdet. Hvor havde vi oplevet meget – tænkt, hvad man egentlig kan på 14 dage, hvis man strammer sig lidt an!
Som sagt vil jeg til enhver tid anbefale ruten, og jeg tager den selv gerne igen! Har du spørgsmål angående hoteller, billeje eller gode råd og tips, er du velkommen til at skrive en kommentar herunder 🙂
2 kommentarer
Det lyder som en skø tur – elsker det østlige usa og de skønne parker!
Hej Pia
Ja, det var virkelig fantastisk ❤
Jeg har ikke selv rejst så meget i det østlige USA, men skal til Chicago om et par måneder og se området her omkring. Det glæder jeg mig meget til 🙂
Knus Marie