Mågerne skriger i hundrede- måske tusindvis på himlen over de hvidkalkede mure, der omkranser byen. Fiskerne er lige kommet ind i deres små blå både og forsøger nu at sælge dagens fangst på havnen. Måske nettene lige skal repareres og bådene rengøres inden næste dags arbejde. I generationer er fiskerne i Essaouira draget afsted i morgenlyset for at fange sardiner, og i generationer har de stået i deres små primitive boder på havnen og faldbudt hinanden. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor livet både kan være hektisk men samtidig mere simpelt og tilbagelænet.
Essaouira er en by, der har mange charmerende “must sees”; gyder, gallerier, strandpromenaden og ikke mindst havnen. Vi brugte den første dag i byen således: først en lækker morgenmad på favoritmorgenmadsrestaurenten lige indenfor bymuren, dernæst en tur på galleri og købe kunst (se her hvilken), en tur i bazaren efter lokalt håndværk og endelig på havnen og spise sardiner.
Jeg havde allerede besluttet på forhånd, at det var noget, jeg bare skulle prøve. Marokko er verdens største eksportør af sardiner, og Essaouira har den tredjestørste fiskerihavn i landet. Derfor var det et must, at jeg netop her skulle smage min første sardin nogensinde.
Mågernes antal omkring 1700-talshavnen er helt breathtaking, selv for en eks-skawbo som mig. De vrimler på himlen og på klipperne omkring bymuren, hvor de yngler. Når man kommer igennem porten til den gamle havn, bør man stoppe op og kigge på de små, blå både, der ligger tæt side om side, viklet helt ind i hinanden. Fiskerne må tage afsted på samme tid om morgenen, for ellers synes det umuligt for de “inderste” båd at komme nogen steder.
På selve havnen kan man i de små boder købe alt fra kammuslinger, blæksprutter, krabber og søpindsvin, til store hajlignende fisk og fisk i farver og former, jeg aldrig har set før. Vi stoppede ved en “fra-hav-til-mave” -bod, hvor man for 10 dirham (mellem 7-8 kr) kunne vælge sig en delikatesse, som de handlende åbnede for én og hældte lidt citron over. Alt sammen helt frisk, som jeg aldrig har fået det før. Jeg spiste et par østers og et søpindsvin. En superspeciel og spændende oplevelse!
Havnen er en lang tange, med den gamle mur på den ene side, og selve kajen på den anden. I hver ende af handelsområdet ligger der en grill, som tilbyder at grille de ting, man køber fra fiskermændenes små boder. Vi købte 25 sardiner, hvilket er passende til to personer (husk at gå efter de små) for ti dirham. Så gik vi til grillen med dem og fik en salat og cola serveret sammen med de friskgrillede fisk. Vi sad i røgen fra grillen og spiste dem, med ryggen mod den gamle mur og med fiskerne på den anden side, der sad og reparerede net. Og det smagte fantastisk! Alt i alt kom måltidet til at koste lige godt en halvtredser for to personer.
Efter vores besøg på havnen gik vi en tur på stranden og kiggede på de mange hundrede kitesurfere, der boltrede sig i bølgerne. Vinden var god til surf (og det er den som regel i Essaouira). Om aftenen gik vi på natklub, for det findes der i Essaouira, og vi drak pina colada (min yndlingsdrink) og fik små tapaz anretninger dertil. Man kan ikke kalde marokkanerne for et løssluppet folkefærd, men der var dog et par stykker, der dansede, og det var faktisk rart at se. Dagen efter brugte vi på stranden, og herefter kørte vi på nye eventyr…