Med stoffarve kan du nemt og hurtigt opdatere dine t-shirts, og samtidig gøre dem unikke og helt personlige. I stedet for at smide ud, kan det være både en sjov og hyggelig udfordring at kaste et ekstra blik på tøjet og se, om det kan redesignes og opdateres. Og arbejdet lønner sig i form af glæde og selvtilfredshed over tøjet. Her er en guide til opdatering af t-shit diy.
For nogle weekender siden fik jeg smidt hele 6 poser tøj til genbrug, og selvom jeg fra naturens side ikke er så god til at smide ud, så giver det virkelig en form for ro at få ryddet ud. Jeg er helt i tråd med feng shui – ryd ud i dit hjem, ryd ud i dit sind.
Ud over det, giver det også overblik over, hvad jeg egentlig har liggende, så jeg får mit tøj brugt mere. Det sjove er, at jeg faktisk har fået mange komplimenter de sidste uger, fordi jeg har fundet glemte skatte frem igen eller sammensat tingene på måder, jeg før ikke lige har tænkt over. Nogle gange handler det ikke bare om at købe nyt, men om at mikse på fede og anderledes måder – eller redesigne.
Den orange t-shirt fandt jeg frem og besluttede for at male striber på – havde set det kom meget frem til efteråret. Dertil har jeg lavet slidser i ærmegab og i siderne for at give den en ny facon.
Stoffarve – opdater din t-shirt med striber sådan
Du skal bruge:
- stoffarve eller tekstilfarve
- bogbinderplast
- køkkensvamp
- aviser til mellemlag
- strygejern
Sådan gør du:
- Bogbinderplasten fungerer på den måde, at man klipper den form, man vil bruge. Det kan være som her, hvor jeg har klippet det i strimler, men det kan også være en skabelon, man har tegnet eller printet derpå. Når det er klippet, river man den ene side, således at det klæber og presser det på stoffet og glatter kanter. Husk at ligge aviser mellem stoflagene, så farven ikke går igennem til næste lag.
- Tekstilfarven dupper man på med en svamp. Lad det tørre, inden bogbinderplasten rives af.
- De fleste tekstilfarver skal fikseres med strygejern, når de er tørre. Læs på bøtten, du har købt. Husk at ligge bagepapir mellem strygejernet og stoffet.
Andre diy idéer til opdatering af tøj
- Har du nogle gamle cowboybukser liggende, kan de blive til de fineste shorts ved at klippe dem til på den rette måde. Find guide her til dine egne cut-off jeans.
- Med herreskjorter er der masser af muligheder for både flotte kjoler, trøjer og nederdele. Her og her kan du finde guide til hhv. en one-off shoulder trøje og en kjole.
- Dekorer med smykker, perler eller pailletter – se eksempel her.
- Med gamle silketørklæder kan du lave de flotteste sommer- eller aftentoppe. Har flere flotte eksempler her.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Pinterest profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥