Pumpkin pie spice er en krydderiblanding, der virkelig smager af efterår. Den kendes især fra Starbucks’ pumpkin latte, men også fra småkager, cupcakes og alle typer af efterårskager, ofte iblandet græskar, naturligvis. Her finder du en god opskrift på pumpkin pie spice.
Jeg selv bruger krydderblandingen til en pumpkin sirup, eller græskarsirup, som du kan finde opskriften på her. Den er nem at bruge, og lækker at hælde over sin isdessert eller kage, og vigtigst af alt til at lave pumpkin latte med (opskrift kommer).
Pumkin pie spice krydderiblandingen er ikke kun god til søde sager, selvom den er meget brugt til dette. Den er også god at drysse over fx bagt hokkaido, eller i en god efterårssuppe som denne jordskokkesuppe.
Prøv også: Hjemmelavet syltetøj med æble og havtorn – opskrift
Opskrift på pumpkin pie spice
Alle krydderierne, der er brugt her, er i stødt form. Du kan enten købe dem sådan i supermarkedet, eller bruge en morter og støde dem fint selv.
Du skal bruge:
- 2 spsk stødt kanel
- 2 tsk allehånde
- 2 tsk ingefær
- 2 tsk nelliker
- 2 stk muskatnød
Sådan gør du:
Bland alle krydderierne i en skål. Opbevar dem tørt, evt. i et rengjort syltetøjsglas.
Smagen af sæsonerne
Jeg er stor tilhænger af, at man kan smage sæsoner – og at der er forskel på dem. Det må gerne kunne smages i både mad- og drikkevarer, at det er blevet efterår. Derfor har vi også særlige traditioner forbundet hermed på de forskellige årstider, og i efteråret drikker vi pumpkin latte, spiser lækre supper på rodfrugter og bruger græskar i forskellige afskygninger.
En herlig del af at smage årstiden, er naturligvis også at bruge de råvarer, der er i sæson. Grønkål, svampe, jordskokker og græskar er noget af det, vi altid bruger i efteråret. Desuden plukker vi forskellige bær som rønnebær, tyttebær, blåbær, mosebølle, havtorn… Og naturligvis klassikeren (måske over dem alle) er æbler! Denne æblegrød er god både som morgengrød eller som dessert.
🍁🍁🍁
Hvis ikke stemningen af efterår virkelig har ramt dig nu, så tjek min Instagram ud (her), hvor jeg løbende lægger inspiration (både ny og gammel) ind, og smid endelig en kommentar i kommentarfeltet herunder, hvis du har spørgsmål til opskriften – eller andre efterårssysler, du måske vil dele med os andre <3