Opskrift: småkager der dufter af jul

af Marieduhn

Der er nogle bestemte småkager, der altid bringer en særlig følelse af jul og hjemlig hygge frem – og for mig er det disse. De hedder egentlig svenske chokoladekager, men for mig er det bare julesmåkagen! Min mor har bagt dem år efter år, og ja, nu følger jeg den tradition 🙂

Med tændte stearinlys og Anne Linnet i højtaleren brugte jeg formiddagen igår på at bage dem, og hytten duftede så dejligt efterfølgende. Jeg havde et par søde venner, der fortjente et kræmmerhus med julesmåkager, så derfor foldede jeg kræmmerhusene til at opbevare dem i.

Du skal bruge (ca. 100 stk):

  • 300 g hvedemel (ca. 5 dl)
  • 1 ts bagepulver
  • 200 g sukker (ca. 2½ dl)
  • 1 ts vaniljesukker
  • 2 ss kakao
  • 200 g koldt smør
  • 1 æg

Pensling

  • 1 æggehvide eller mælk

Pynt

  • perlesukker og hakkede mandler

Sådan gør du:

Kom mel, bagepulver, sukker, vaniljesukker og kakao i en skål. Smuldr smørret til det er blandet jævnt i massen. Saml dejen med ægget. Den skal være fugtig og sammenhængende. Stil dejen på køl i 1/2 time.

Del dejen i 6 lige store dele. Rul hver del til en stang, der er 30 cm lang. Læg stængerne på en bageplade og pres dem flade, til de bliver ca. 4 cm brede. Pensl dem med æggehvide/mælk og drys sukker og mandler over.

Bag dem øverst i ovnen. De skal være bløde, når de er færdigbagte. Tag dem ud af ovnen, og skær dem på skrå med det samme. Lad dem køle af på en bagerist.

Bagetid

Ca. 12 min. ved 175°.

De lækre småkager er et “must” hos os juleaften. De bliver gerne sat på bordet, efter der er gået om juletræet og pakket gaver op – og dermed lidt appetit opsparet igen 😉 De bliver serveret sammen med en lækker irish coffee.

Der er visse traditioner, vi bare altid holder fast i, mens andre fornyes. En ny tradition er, at vi i min nærmeste familie (min far, mor og bror) stikker af fra alt julestressen og i stedet bruger hele julen i vores hytte i Norge. Den ligger i den yderste trægrænse oppe på et fjeld med den mest fantastiske udsigt. Her går tiden med vandring i sneen eller ski, hygge foran brændeovnen og fotografering. Se de fortryllede billeder fra julen sidste år her. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

God fornøjelse med kagerne, og hvis du har en god småkageopskrift, man bør afprøve, må du meget gerne smide et tip her <3

Se også

Skriv en kommentar