Nu er vindene virkelig ved at slå over og minde os om, hvor rå en skandinavisk vinter kan være. Jeg har fundet vinterjakken frem og pakket sommerskoene godt langt væk. Men med det kolde vejr kommer også nye spændende ting at få tiden til at gå godt med hjemme. Som fx denne hjemmelavet læbepomade til vintertørre læber.
Undersøgelser viser, at hvis man bruger læbepomade hver dag, så spiser man i gennemsnit ca. 2 om året. Jeg selv bruger læbepomade adskillige gange om dagen, og jeg blev ret overrasket over at læse den undersøgelse. Det er klart, at man kan købe mange gode varianter, der er gennemtestet, men det er nu også en god udfordring at lave sin egen – og så ved man med sikkerhed, hvad der er i den.
Den læbepomade, jeg laver her er en vegansk læbepomade. Ofte bruges bivoks til at gøre massen fast (så det ikke blot er flydende olie, vi putter på læberne), men candelillavoks er det vegansk modsvar. Tommelfingerreglen er, at bruge den halve mængde candelillavoks ift. bivoks.
Det er let at lave læbepomade selv. Nedenfor er en grundopskrift, som kan varieres med forskellige andre elementer – fx kan man tilføje ens favoritolie. Vær opmærksom på at købe rene olier, der ikke er blandet op med eksempelvis mandelolie. Spørg evt. forhandleren, inden du køber. Jo bedre råvarer, jo bedre resultat.
Prøv også: Hjemmelavet deodorant
Opskrift på læbepomade (3 stk.):
Du skal bruge:
- 3 g candelillavoks
- 25 g kakaosmør
- 15 g sheasmør
- 2-5 dråber E-vitamin
- 3 dråber æterisk olie (her er mynteolien en god muligheden, da den virker kølende på læberne)
- Hylster til 3 stk.
Sådan gør du:
- Start med at skolde hylstrene, du vil bruge, og stil dem klar til påfyldning.
- Smelt candelillavoks, kakaosmør og sheasmør over et vandbad, og rør rundt, mens det smelter. Når massen er jævn og uden klumper, tages gryden af varmen. Lad det køle lidt af.
- Tilsæt E-vitamin, og den æterisk olie.
- Hæld blandingen i hylstrene og lad den køle af. Det tager ca ½-1 time inden læbepomaderne klar til brug.
Jeg er ret tilfreds med resultatet af min udgave af hjemmelavet læbepomade. Den er lidt hårdere end normale læbepomader, men hvis man varmer den lidt op eller kradser i den, er det ikke noget problem.
Ingredienserne har forskellige gode virkninger. Bl.a. giver shea smøren en mild UV beskyttelse, E-vitamin hjælper med af hele småsår og candelillavoksen øger holdbarheden af læbepomaden til nogle år.
Jeg har givet en læbepomade ud til min mor og en til min veninde. Det er nogle ret søde gaver at kunne give 🙂 Lad mig gerne høre, hvad I tænker om opskriften ♥
Prøv også: DIY duft diffuser til duftpinde