Der er de der ting, som bare betyder enormt meget for os. Genstande, vi aldrig skiller os af med, og som følger med os rundt, hvor end vi flytter hen. Denne fiskekutter er netop sådan en genstand. Det er et modelskib, som min kæreste som barn lavede sammen med sin farfar i hans værksted, og som vi ved, er sådanne minder uvurderlige.
Tiden har dog sat sine spor på den: den havde knækket adskillige master, liner var gået over, redningsbåden faldet af, og så var den godt og grundigt snavset af at have boet en del år i en kælder. Nå ja, og så fandt jeg adskillige små mumificerede biller, da jeg først gik igang med rengøringen..!
Vi er begge fra Nordjylland, jeg er fra Skagen og min kæreste er fra Frederikshavn. Derfor er vi vokset op tæt ved havet, og fiskermiljøet har haft en helt klar påvirkning på samfundene. Vi har indrettet os med flere genstande, der minder os om vores hjemstavn, blandt andet elsker jeg at købe kunst, når jeg besøger Skagen.
Da vi flyttede ind i vores nye lejlighed i København, blev skibet gravet frem, og jeg besluttede mig for, at det var nu, der for alvor skulle tages hånd om det. Det har jeg så lavet denne lille guide ud af, hvor jeg viser, hvad jeg har gjort, hvis du skulle have lignende renoveringprojekter for dig her i sommeren 🙂
Se også: Mit fine hjemmebyggede kaninbur
Når man skibsrenoverer, er det vigtigt at være forberedt på lidt af hvert. Jeg havde fundet trælim, små klemmer, snorer og ståltråd frem. Vatpinde viste sig også at være uundværligt til at komme ind i kroge ved rengøringen. Da det ikke er mig, der er den oprindelige bygmester, var der mange ting, jeg fandt ud af undervejs, som overraskede mig, og som et puslespil var der brikker, jeg skulle kigge på længe, før de begyndte at give mening.
Første trin:
Sejlet hejste jeg som det første, og den knækkede mast limede jeg med trælim. Husk at lime på begge sider af dit emne, når du arbejder med træ. Mens limen tørrede, holdte jeg træet sammen med klemmer. Efterfølgende viklede jeg ståltråd omkring, for at være sikker på, at det ville holde. Det samme gjorde jeg med stavnen – se billederne herunder.
Andet trin: Rengøring
Nu havde jeg ligesom de grundlæggende dele på deres rette plads, og jeg kunne bedre danne mig et overblik over, hvordan det hele hang sammen, og dermed komme til at gøre rent. Jeg brugte en klud og en balje lunkent vand – bland eventuelt Rodalon heri, hvis din genstand har en jordslået lugt. For at komme ud i alle kroge af skibet, viklede jeg kluden om en vatpind, og lavede på denne måde en “mini moppe”. Det var også ved denne gennemgang af skibet, at jeg fandt en lille indtørret billefamilie – hvor og hvornår de er fra, skal jeg ikke kunne sige. Der var heldigvis ikke levende utøj ombord på skibet.
Jeg kunne naturligvis godt have kastet mig ud i at male skibet på ny, men da ville projektet være blevet væsentligt større, og jeg synes også, at det antikke look passer ganske fint til skibet. Hvad jeg dog godt kunne tænke mig, er nye klistermærker med skibsnummer og navn – det kommer måske senere.
Tredje trin: De sidste småting
De sidste snørrer skulle bindes, ankeret hales ind, og redningsbåden fik nyt ophæng, da det gamle var helt rustet. Da fandt jeg ud af, at skibet gemte på en skjult skat i lastrummet – hvem ved? Fra en mystisk flydende ø bag horisonten? Jeg elsker sådan nogle fine og finurlige detaljer, der kan pirre fantasien 😀
Fjerde trin: Hejs flaget!
Nu var der bare tilbage at få dannebrog bundet op på masten igen, og så er skibet ellers klart til at blive sat i søen.
Jeg har hele tiden haft en idé om, hvor skibet skal placeres. Det er jo ikke ligefrem en lille nipsting til vindueskarmene! Men vi har en karnap over trappen, der leder op til haven på øverste etage. Der er sådan en lille hylde i niveau med terrassen, hvor det vil stå helt perfekt. På den måde kan man se skibet fra haven, hvor jeg også har min måge stående og strandsten, som jeg har samlet i Skagen liggende. Det er hyggeligt med et lille pust fra nord <3
5 kommentarer
Kære Jens og Marie. Fremragende ide og farfar ville være så stolt over at jeres værkstedstimer kommer frem igen.
Kære Erik
Tusind tak.
Det er dejligt med et friskt pust hjemmefra 😀
Knus Marie
Hvor er det skønt at se ! Farfar ville være stolt og glad hvis han kunne se hvordan skibet er kommet til ære og værdighed igen 🙂
Hvor er det skønt at se. Farfar ville være super stolt og glad hvis han kunne se det kommer til ære og værdighed igen 🙂
Tusind tak, Anne-Mette ❤️
Vi er også selv så glade for at have fået skibet op på så fin en plads😄
Knus og kram Marie