Efter at have brugt nogle skønne dage på at roadtrippe langs den marrokanske vestkyst, satte vi kursen østover mod ørkenbyen Taroudant. Det sjove ved at køre rundt i Afrika, er at opleve, hvor anderledes en kultur de har omkring at køre. Det er ikke et særsyn at se ladbiler, der transporterer kvinder eller mænd til deres høstarbejde i marken eller køer og får, der får bilerne til at hælde faretruende. Vi formåede at blive stoppet af politiet, fordi vi kørte for stærkt på motorvejen, og så er det, at det er en god idé at have småmønter på sig for at undgå de større og mere ubehagelige bøder – bare et lille råd 😉
Taroudant er til forskel fra så mange andre marrokanske byer aldrig blevet benyttet af franskmændene, og derfor er der ikke nogen “ny by”. Bymuren er fra 1600-1700-tallet, bygget under Saadi-dynastiet. Byen huser omkring 70.000 indbyggere fra berberstammen chleu.
Vi ankom til en meget lokal del af byen, hvor mænd og kvinder kigger langt efter dig, hvis du ser vestlig ud. Jeg blev siddende og bilen, mens min kammerat kørte os gennem frugt- og grøntmarkeder, og gemte mine ben under kjolen fra de nysgerrige blikke.
Da vi kom ind til centrum ændrede byen dog markant karakter, og jeg var overrasket over at se unge i massevis cykle rundt i gaderne. Det er ellers ikke normalt at bruge cyklen som transportmiddel i de større byer i Marokko. Byen har et universitet, og det lod til, at de alle lige havde fået fri fra skole. De, der ikke kørte rundt på deres cykel, sad på caféer og arbejdede i små studiegrupper.
Vi drak en kop kaffe i en tilbagetrykket have og spadserede rundt og så det store torv og de gamle murer. Det var dog det pulserende liv i byen, der overraskede mig mest. Tænk, at der ligger en så “moderne” by ude på kanten til den sydlige ørken! Vi havde dog stadig en lang tur foran os, for vi skulle krydse et af de højeste (og farligste) bjergpas i Marokko for at komme tilbage til, hvad jeg følte var blevet mit hjem midt i Høje Atlas.
Passet hedder Tizi n’ Test, og er den ultimative test for kvaliteten af bremserne på din bil. Det er den mest vanvittige vej, jeg nogensinde har kørt, og nu kender jeg efterhånden lidt til kvaliteten af lejebiler i Marokko, og det gjorde mig ikke mindre nervøs for vores foretagene. Især ikke fordi der var begyndt at komme en sær rusten pivelyd, hver gang vi bremsede ned og min marrokanske kammerat begyndte at udvise en vis undren (hvad der er ham meget uvandt).
Så med andre ord – er man ikke vild med bjergkørsel på små, til tider ganske hullede og grusagtige veje – så tag en anden rute! Jeg kneb hårdt i dørhåndtaget og lukkede mine øjne, indtil mørket kom og afskar mig for at se ned i afgrunden. Vi stødte på fåreflokke, som vi måtte holde tilbage for, mens vi fik diskuteret politik og fremtidsdrømme. Og jeg åndede lettet op, da jeg igen kunne kende vejene omkring Ourikadalen og Setti Fatma.
Det havde været en lang og begivenhedsrig dag oveni en række af begivenhedsrige dage, og jeg følte mig virkelig hjemme igen, da jeg lagde hovedet på puden i et værelse uden kakerlakker og fugtige vægge, med rent sengetøj og et rigtigt toilet. Ingen mand til at rive mine id-papirer i stykker, kun lyden af rindende vand, minaretens kalden og æslets skøre vrinsken, som jeg faktisk havde savnet.
