Som jeg før har fortalt om, kastede jeg mig sidste efterår ud i at hækle et stort lunt tæppe af bedstemorfirkanter (se mine blogs om det her og her). Det var et stort projekt, som jeg har lagt virkelig mange timer i, men hvor er jeg også tilfreds med resultatet, som jeg lægger over min dyne hver aften for tiden. Selvom det har været en stor opgave at færdiggøre det, har det været skønt at sidde og nørkle med – for er der noget mere afslappende end hækling/strikning i det hele taget?
Det er noget, jeg altid vender tilbage til, når det bliver efterår. Jeg får bare lyst til at arbejde indendørs med garn og uld foran tændte stearinlys og en god stor kop te. Kender I det? Mit problem har bare været, at jeg glemmer fra efterår til efterår, hvordan det nu liiiige er, man gør. Derfor lavede jeg tre korte “how to” videoer og lagde på youtube, så alle (mig selv inklusiv) kan få vist kort og præcist, hvordan man hækler bedstemorfirkanter. Se mine videoer her.
Billederne her har jeg taget i den del af soveværelset, hvor vi har indrettet en læsekrog. Jeg går stadig og grubler for at få indretningen her helt i skabet, men indtil videre fungerer det ok. Der skal mere på væggene, og tørretumbleren skal dækkes med en træplade… Det bliver det næste større projekt herhjemme, tror jeg 😛
Dekorationen med drivtømmer og emaljeplader har jeg selv lavet. Det er drivtømmer fra strandene ved Skagen, og på emaljepladerne har jeg brugt perler og kobbertråd for at få forskellige effekter frem. Jeg har afbilledet jorden i form af blomster i bunden, himlens fugle på det øverste og universet imellem på den midterste.
Men for at vende tilbage til tæppet, så er jeg glad for mit valg af farver, som jeg føler er moderne og nordiske og en god kontrast til den (kan jeg vist godt tillade mig at sige) lidt mere traditionelle hæklestil. Det var ikke et retro look, jeg gik efter, men derimod noget nyt, der passede lige til min stil. Det synes jeg virkelig, jeg har fået – og jeg er da også allerede igang med at overveje næse hækleprojekt. Måske en poncho…? Så er det altså også bare lidt som om, at det varmer ekstra godt, når nu man selv har lavet det 😉