Mine kreative videoer ligger nu samlet på YouTube med masser af hyggelige diy-guides 🙂 Et af de mål, jeg satte for i år, var at begynde at lave kreative guidevideoer selv. Jeg har længe følt, at det kunne være en hyggelig tilføjelse til mit univers, og den opmærksomme læser har måske allerede set videoerne dukke op i blogindlæg i ny og næ. Det er en måde, hvor jeg kan invitere indenfor i mit hjem og min hverdag, og hvor vi kan “arbejde sammen”. Med masser af fodfejl undervejs, så håber jeg, I kan lide denne tilføjelse og har lyst til gå på opdagelse i mine videoer.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har givet mig sved på panden, og til været ret udfordrende, men er det ikke bare sådan, når man kaster sig ud i noget nyt? For det første er der arbejdet med at strukturere en video. Når man står for alting selv – og desuden også skal tage procesbilleder til blogposts undervejs – så kræver det planlægning. Hvad kommer først – før-billeder og før-video – hvad kommer derefter osv. Springer man trinene over, fordi man bliver for ivrig, så mangler der noget i resultatet.
Så var der udstyret. Da jeg indtil nu hovedsageligt har gjort det i billeder, manglede jeg godt videoudstyr – og dette var en kærkommen mulighed for at opgradere gearet! Efter laaang research fandt jeg frem til det, jeg til en start havde behov for, og ønskelisten lød på: nyt objektiv, nyt stativ, en mikrofon, lys og en ny ekstern harddisk (videoer fylder virkelig meget!). Jeg har købt det lidt efterhånden, og arbejder hele tiden med at bruge udstyret så godt som muligt.
Det at arbejde med et nyt felt har også udfordret min perfektionisme – for intet er jo perfekt fra starten – og det er da lidt irriterende, ikke sandt? 😀
Gå på opdagelse i universet
Jeg håber, I vil se mine videoer som en hyggelig udvidelse af mit kreative univers. En måde, hvorpå I får sat ansigt på mig, og hvor I hjertens gerne må komme med input. Jeg har endda tænkt, at det kunne være hyggeligt at invitere jer ind i min lille oase og studie, så vi rigtigt kan arbejde sammen. Så har du nogle kreative projekter, du mangler en hjælpende hånd til, så skriv mig en besked til mig, og jeg kontakter dig tilbage. Jeg håber, I finder god underholdning, inspiration og motivation i mine videoer herunder, og har lyst til at gå på opdagelse. God fornøjelse <3 Marie <3
Mine kreative videoer fra efteråret 2020:
DIY industriel lampe
Den rå pendel lampe var et virkelig sjovt projekt, der blev til, fordi jeg tilfældigvis fandt en gammel kurv i genbrug med masser af potentiale. Det er sjovt at se, hvad der kan ske, når man vender gamle ting på hovedet!
DIY terracotta vaser
Terracottavaserne var et projekt, jeg havde set flere udenlandske bloggere prøve kræfter med. Det ville jeg også selv prøve! Jeg valgte mig derfor nogle flotte farver fra Sadolin og eksperimenterede med forholdet imellem maling og natron (som er det, der giver terracotta-effekten). Der bliver smidt SÅ mange gamle vaser ud, fordi de er blevet umoderne – her redder vi nogle af dem 😉
Secondhandshopping i Ringsted
Jeg havde en super dejlig tur med min mand til Ringsted, hvor vi havde udset os et par store og flotte steder med genbrug, vi ville besøge. Det lavede jeg en hyggelig video ud af, hvor jeg filmer i butikkerne, giver gode råd til genbrugsshopping og viser alle mine fine fund frem til sidst.
DIY børnemøbler
Børnemøblerne med de flotte blæksprutter var et stort projekt, som jeg har lagt meget kærlighed i. De er lavet til min brors søn, som han skal have i julegave. Det er et sæt børnemøbler af ældre dato (men god kvalitet!), jeg fandt på dba. Jeg har slebet dem, malet og dekoreret med flotte motiver.
Hjemmelavede lysestager med efterårsblade
Pestoglas kan bruges til andet og mere end pesto – de kan også laves til fine lysestager 😀 Lige nu tænker jeg på, hvor flotte, de også kunne blive til vinter eller juletid med snekrystaller i stedet for blade, malet i hvid med glimmer… Det tror jeg skal prøves!
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥