Mine gode råd til flytningen – som er lige om hjørnet!

af Marieduhn

Idag er der under en måned til, vi flytter, og jeg glæder mig simpelthen så meget! På en måde føles det, som om tiden går stærkere end nogensinde, og samtidig at den snegler sig af sted. Det er som om, at da jeg først indstillede mig på, at det var der, vi skulle bruge vores fremtid, ja, så kunne det kun gå for langsomt med at flytte 😀

Ventetiden forsøger jeg at bruge så fornuftigt som muligt, så jeg er godt forberedt til selve flyttedagen, og så vi let kan komme på plads igen i den nye. Det er altid lidt turbulent at flytte – især med så mange møbler og ting og sager, som jeg/vi har – og derfor er det godt at gøre forarbejdet så grundigt som muligt.

Jeg har lavet en liste med mine gode råd til flytningen. Hvordan jeg organiserer mig, rydder ud og klargør. Hvis I har andre gode råd, vil jer meget gerne høre ♥

Oprydning på loftet.

Hvis du har et kælder- eller loftsrum, så kender du nok til følelsen af uoverskuelig “rydden-af-vej-og-ophobning-over-tid” -fænomenet. Men der er ingen vej udenom. Tag et par arbejdshandsker på, noget praktisk tøj og en lille højtaler med dit favoritmusik, og så er det ellers i gang.

Jeg gennemgår alle kasser, vi har stående, sorterer i dem og smider som hovedregel det ud, jeg ikke har brugt siden sidste flytning, eller ved, at vi ikke kommer til at savne. Vi har flyttekasser stående fra sidst, men hvis du ikke har det, kan man godt spare nogle penge og ressourcer på at købe dem brugt fx over DBA. Jeg forsøger at gennemgå mine kasser temavis: julesager, bøger, skolesager, hobbyting, cd’er og dvd’er, køkkengrej osv. På den måde får jeg også samlet tingene, som med tiden er blevet spredt rundt, og jeg kan sortere og markere kasserne efter de rum, som de skal over i i den nye lejlighed. Nogle skal direkte i kælderen, mens andre skal ind i mit nye studie. Tydelig markering af rum, gør det lettere på selve flyttedagen.

Jeg har også forsøgt at komprimere nogle ting som fx mine cd’er og dvd’er. CD tasker er supergode, da de ikke fylder nær så meget, når coveret er smidt væk. Jeg har købt mine i El-giganten.

Bøger er en ting, vi bruger sjælnere og sjælnere. I stedet går jeg på biblioteket og låner, eller bruger en kindel, hvorfra vi kan downloade næsten alt. Vi har indtil videre smidt omkring 20 kilo bøger ud, og jeg tror, vores flyttehjælpere er glade for ikke at skulle slæbe det med videre 😉

Husk at sortere de ting, du skiller dig af med, så det ender i de rette containere.

Sortere i tøjskabene.

Hvis du ligesom jeg har enorme mængder tøj på lager, så er en flytning den perfekte lejlighed til at få “renset ud” i fyldet – og så har man jo så dejlig med plads bag efter. Tøjet kommer virkelig først til sin ret, når alt det outdatede, slidte eller fejlkøbte ikke roder omkring det. Jeg smider mit til H&M, som til gengæld kvitterer med en voucher på 15% på mit næste køb. De genbruger det gode tøj, og genanvender fibrene på resten til deres grønne linje – så det er både godt for dig og for miljøet.

Et lille tip er at lave en god kop te, eller grib en dejlig kold øl, når du kaster dig ud i projekt tøjsortering – det skal jo også være hyggeligt.

Gennemgå dit hjem rum for rum

Skuffer, skabe, hylder og andre afkroge af dit hjem, kan med tiden (ved ikke helt hvordan?!) bugne med smånips, gamle makeup sager, man ikke bruger længere, eller køkkenredskaber, du ikke vidste, du ejede, eller hvad skal bruges til.

Sælg, hvad der kan sælges

Det her er næsten den kedeligste del efter min mening, men ikke desto mindre vigtig. Vi har løftet møbler ned fra loftet og fotograferet dem, for man bliver nødt til at vise dem frem på en god måde til salg. Dernæst kan man så bakse dem hele vejen op på loftet igen – ja, ikke så spændende arbejde, men forhåbentlig det værd.

Jeg sælger møbler på DBA (se min konto her) og tøj på Trendsales, og vil også til at udforske diverse Facebookgrupper med salg-køb-bytte som tema. Jeg må indrømme, at jeg synes tonen på især DBA kan være temmelig grov, og det er jo en skam, da det er et rigtig godt koncept. Men jeg har også haft nogle rigtig gode oplevelser med folk, som blev rigtig glade for tingene, og de opvejer de uhøflige eller spam-agtige beskeder, som jeg desværre også oplever jævnligt. Så husk endelig den gode tone, når du selv sælger eller køber brugt over nettet – det gør det hele meget skønnere!

Gode råd til selve flyttedagen

Vi har både venner og familie til at hjælpe os med flytningen, og vi deler os ind i forskellige hold. Dvs. at vi har et “team mødre”, som står for rengøring i den nye lejlighed, så den er dejlig indflytningsklar. Derfor skal rengøringsartikler som noget af det første flyttes over.

Jens leder slagets gang i den gamle lejlighed og dirigerer vores “team stærke unge mænd”, med at få flyttet kasser og møbler ned i flyttebilen, og jeg tager imod dem i den nye lejlighed og får dem på rette plads. Min far er chauffør af flyttebilen. På denne måde kender alle deres funktioner, og vi undgår at stå for meget i vejen for hinanden og ikke vide, hvad vi egentlig skal.

Og endelig – når alt er flyttet, skal der grilles på terrassen. Pølser og øl må være den perfekte afslutning på sådan en dag 🙂

Andre gode råd?

Har du andre gode råd, vil jeg meget gerne høre, for man kan jo ikke forberede sig nok. Så lad mig endelig høre, hvad I tænker om vores forberedelser, og lad os gerne dele 🙂

Læs også: Vi flytter!! + et lille sneak peak af vores nye taghave

Se også

Skriv en kommentar