Mine hjemmedyrkede chiliplanter har det godt – rigtig godt faktisk – og er nu begyndt at få fine store frugter på grenene. Nu venter de bare på at blive plantet ud i min lille urbane have, som jeg overtager allerede denne weekend!!!
Jeg har foråret igennem gået og puslet om mine fine chiliplanter: fra jeg tog små frø ud af en chilifrugt (se her), såede dem i et tyndt lag jord (se her), så små minispirer pible frem, indtil nu, hvor de er blevet til store flotte planter. Jeg fik i alt 60 flotte planter ud af frøene fra bare én enkelt chilifrugt. Har foræret rigtig mange væk til familie og venner, og har selv beholdt 17, som næsten alle er begyndt selv at få frugter, jayyy 😀
Jeg elsker at at stå og rode med planter, ompotte dem og nusse om dem, og føler, det kan være helt meditativt. Det sker ofte, at jeg glemmer tid og sted, mens jeg står i køkkenet og arbejder med mine planter – for jeg har jo ikke have (endnu). Det får jeg dog om nogle ganske få dage, hvor vi flytter, og jeg har allerede bygget plantekasser til at plante mine chilier og meget andet godt ud i.
Der er noget særligt over at plante et lille frø, man selv har taget fra en plante, og se den vokse og blive stor, og jeg vil helt sikkert eksperimentere med mange andre ting. Måske tomater, snackpeber, avokado… Kender du andre ting, man kan tage frø fra og plante?
Det er meget nyt for mig i det hele taget at få mulighed for at dyrke noget. Da jeg er vokset op i Skagen, er jeg vandt til en meget sandet jord, hvor det ikke gav mening at have nyttehave. Det vil jeg helt klart have mig nu, hvor jeg får mulighed for det, og er ret vild med tanken om at kunne blive selvforsynende – bare på nogle få områder altså 😉
Vores have, eller rettere taghave, ligger øverst i den bygning, vi flytter ind i, og er på omkring 40 kvadratmeter, og jeg vil udnytte pladsen så godt, som jeg overhovedet kan. Der bliver nok ikke plads til så mange blomster – man må jo gå på kompromis med noget – men lavendel er en, jeg alligevel vil prioritere. Den kan man både bruge i madlavning, til rygning i grillen og i mange hjemmelavede skønhedsprodukter. Ud over den skal min urbane have hovedsgaeligt bestå af krydderurter, kartofler i spande og måske et enkelt frugttræ. Alt skal have et formål og indgå i vores husholdning.
For mig er det desuden vigtigt, at der er hyggeligt i en have, så jeg vil have masser af lys og lanterner til aftentid. Jeg vil også lave et loungeområde med bløde puder og tæpper i marrokansk stil. Jeg tager også et pust fra Skagen med mig i form af noget kunst og nogle strandsten, jeg selv har samlet på mine lange gåture sammen med familien. Jeg viser selvfølgelig hele herligheden frem så snart vi er flyttet, og indretningen kommer nok lidt trin for trin.
Hvis du har idéer til små haver, må du meget gerne smide en kommentar herunder. Jeg har oprettet et board på pinterest med inspiration, som jeg selv vil bruger ♥
Få mere inspiration til din egen have eller terrasse på mit pisterest board her.