Kunstudstilling: Vogue Like A Painting på Gl. Strand

af Marieduhn

Vogue Like A Painting

For efterhånden en måneds tid siden (hold da op, som tiden går stærkt!) var jeg på Gl. Strand og se en rigtig spændende udstilling, som jeg helt klart vil anbefale jer at se ved lejlighed. Udstillingen hedder Vogue Like A Painting og kører frem til 2. september. Det er en samling af markante fotografier, som har været med til at definere modemagasinet Vogue gennem tiden.

Jeg er vild med fotokunst og synes, at netop reklamefotografering kan være enorm interessant. Det er især, når billederne indeholder politiske budskaber, sætter kønsrollerne til debat, kommer med ironiske kommentarer til normerne i samfundet eller indeholder historiske referencer, at det får mit hjerte til at banke. Og det er netop det, udstillingen på Gl. Strand gør.

Billederne her i bloggen er taget med min telefon og lyset i glassene drillede mig lidt, men man kan da få en fornemmelse af, hvad det handler om.

På billedet herunder er to kvinder placeret i en historisk ramme, som jeg synes, er fantastisk godt tænkt. Rammen er de gamle malerier af jagtscener, der blev fremstillet ved hoffet af rigmænd og konger nogle århundrede tilbage. Det indikerer baggrunden med de røde velourgardiner, den måde personerne er opstillede på og hunden, der ligger for fødderne af jægerne. Blot er disse nutidige jægere kvinder med moderne våben og tøj. Den ene mere maskulin, den anden mere feminin. Men kvinder i en verden, der før var forbeholdt mænd. Det er ekstravagant og flabet på samme tid, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de mon skal ud og jage…

Det næste billede af kvinden i den lange blå kjole er taget i en gammel faldefærdig pragtvilla eller lignende. Stoffet er så fint og en stor kontrast til de smuldrende vægge og det rustne gelænder omkring hende. Kjolen vil helt sikkert rives i stykker, når modellen bevæger sig ned trappen og er færdig med fotoshootet. Arrogance? Forfald eller forloren pragt? Det er sådan nogle ting, jeg går og tænker på, når jeg ser en udstilling som denne 🙂

Læs mere om udstillingen her.

   Vogue Like A Painting

Jeg fik interesse for modefotografering engang på en ferietur til Berlin, hvor jeg så en stor udstilling med fotografen Mario Testinos billeder. De var så smukke og interessante, og jeg opdagede for første gang, hvor meget dybde nogle fotografer formår at skabe i deres billeder. Det billede med de to piger på jagt er i øvrigt taget af Mario Testino.

Hvis du beslutter dig for at gå en tur på Gl. Strand og se udstillingen, så glem ikke deres enormt hyggelige gårdhave, som må være sådan cirka Københavns hyggeligste 😉

Kender du andre gode gallerier, der er værd at tjekke ud for tiden? Del gerne og lad os inspirere hinanden ♥

Læs også: Farverige klovne på Arken

    Vogue Like A Painting

Se også

Skriv en kommentar