Jeg er efterhånden blevet helt grebet af at lave disse små fine hængeplanter, kokedama, og efter min workshop (se her) fik jeg en masse god inspiration til nye varianter. Det var så hyggeligt at sidde sammen på holdet og udveksle idéer og tanker. Det er så blevet til disse julekokedama, som skal hænge og pynte op her i min lejlighed i december.
Jeg har fået lavet en god aftale med aftenskolen i Nordsjælland om at afholde nogle kurser igennem dem til foråret 2018, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Hvis du har lyst til tjekke datoer og steder ud, så følg linket her.
De planter, jeg normalt bruger, er sukkulenter, fordi de ikke har behov for ret meget vand. Til min juleudgave her har jeg derimod brugt en julestjerne, en minirose og en kristtjørn, fordi jeg synes, de er så smukke i farverne og passer ind i min ellers ikke så farverige juleudsmykning herhjemme. Da de er lidt besværlige at vande, regner jeg med at lade dem hænge december ud, og så må de nok kasseres herefter. Jeg har bundet dem med en guldfarvet ståltråd (som for tiden kan købes i Søstrene Grene), som spiller godt sammen med messingkæderne.
Jeg har for efterhånden noget tid siden lavet en “how-to” guide til disse kokedama – den kan du se her. Så har du selv lyst til at kaste dig ud i projektet, så kan du følge denne 🙂
2 kommentarer
Hvor KØBER DU DINE KOKOSFIBRE HENNE. haR VÆRET I NOGLE FORSKELLIGE HAVECENTRE OG JEG SYNES ALDRIG NOGEN AF DEM HAR NOGET?taaaak 🙂
Hej Sofie
Jeg køber mine kokosfibre i Silvan. Det hedder Videx vinterbeskyttelsesmåtte, og er egentlig tiltænkt havebrug. Den koster 90 kr, og der er ret meget materiale. Jeg rykker fibrene lidt fra hinanden og former det, så jeg kan arbejde med det 🙂
Her er et link til produktet:
https://www.silvan.dk/videx-vinterbeskyttelsesmaatte-kokos-natur-50-cm-50-cm-150-cm?id=2780-9686312
Knus Marie