Jul på Kronborg og lidt tiltrængt selvforkælelse

af Marieduhn

Kronborg julemarked

Jeg fik den dejligste weekendeoverraskelse sidste weekend. Jeg var blevet inviteret “et sted hen” af min kæreste, men jeg vidste ikke noget om hvor. Blot at jeg skulle have badetøj med og en fin aftenkjole – og det lød jo ganske godt 😉

Vi endte på Comwell Borupgård i Snekkersten, som er et spahotel på Nordsjælland. Her brugte vi dagen i stedets mange saunaer og bassiner – og wow – det var lækkert! Især elskede jeg deres gransauna, hvor duften af det varme gran, mindede mig om Norge, natur og eventyr… Vi har haft et hårdt år, min kæreste og jeg, og denne årstid er af mange grunde lidt særlig svær. Derfor var det virkelig tiltrængt, at forkæle os selv på den måde. Nogle gange er det også bare rart at komme lidt væk og tænke på nogle helt andre ting – eller få rum til at tænke de tunge til lidt dybere igennem.

Om aftenen var vi på restaurent til fire-retters menu, og er der noget bedre end at sidde og sludre, mens den lækreste mad bliver serveret for én? Vi fik bl.a. dueterrin, som jeg var ret vild med. Vi sad over maden i hele tre timer, hvorefter vi hoppede direkte op under dynerne.

   

Dagen efter tog vi på Kronborg julemarked, hvor jeg var inviteret til at komme og se et julestykke af en god ven, som spiller med. Det var virkelig hyggeligt at gå omkring i slottet både inde og ude og studere alle de finurlige ting i boderne, smage delikatesser og se de gamle sale med malerier i lofterne. Det er en god idé at købe billetterne over nettet inden, for at undgå at skulle stå i kø udenfor i kulden – du kan se mere på hjemmesiden her.

Der holder en fotograf til i et hus, der ligger lige udenfor slottet. Det er virkelig værd at besøge ham, og man kan passende gøre det, inden man går ind i slottet. Han fotograferer hovedsageligt fra Danmark, og hans ting er meget inspirerende.

Og så var der julestykket, som lige var prikken over i’et. Det er egentlig tiltænkt mindre børn, men vi sad og blev både imponeret og bevæget over, hvor dygtige de optrædende var. Det var udelukkende børn, der var på scenen, og de sang og spillede så enormt godt – og er der egentlig noget mere livsbekræftende end børn? Det tiltrak virkelig mange mennesker, og vi var glade for, at vi havde købt billetter til sæderækkerne for 15 kr pr sæde – det kører også i denne weekend d. 8-9.

Vi drak æbleglögg og købte en trøffelpølse, og så gik turen ellers hjem igen til København 🙂

Kronborg julemarked   Kronborg julemarked

Skriv en kommentar