Jeg har en spændende nyhed at dele…

af Marieduhn

På trods af at jeg har haft en dejlig sommerferie, hvor jeg har nydt hyttelivet i Norge, har jeg brugt mine aftener på at knokle som en gal. I har måske opsnappet, at der ikke er blevet blogget så meget de sidste par uger, for der har jeg nemlig skruet tempoet op et andet sted, og jeg er nu klar til at løfte sløret for en del af mine projekter 😛

Jeg har besluttet at flytte bloggen fra wordpress.com til at hoste den selv. Det vil sige, at jeg nu ejer et lille space på nettet, hvor jeg kan bygge og designe, som jeg vil. Her bruger jeg i stedet wordpress.org som grundlag for bloggen, hvilket giver en helt anden kunstnerisk frihed. Jeg har længe været træt af de begrænsninger, der er på wordpress.com. Der er mange bindinger og dermed ting, man bare ikke kan, når man har et pre-fabrikeret theme uden nogen nævneværdig adgang til at ændre noget, som jeg har haft indtil nu.

Det var en beslutning, jeg tog allerede før sommeren, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde drømt om, hvor meget arbejde, der ligger i at kode en hjemmeside. I hvert fald ikke når man har så mange ønsker og krav som jeg!

Grunden til, at jeg alligevel turde kaste mig ud i det, var, at jeg har en god kammerat, der er uddannet i interaktive digitale medier og har taget kurser i kodning af hjemmesider. Han trængte til en reallife case, så han var helt med på idéen. Dertil er min kæreste også ret skilled, når det kommer til generel teknisk viden. Derfor må man sige, at jeg har haft nogle stærke kræfter ved min side, der virkelig har taget fra arbejdsmæssigt.

Lige nu er vi ved at finpudse de sidste detaljer, som at gå bannerbilleder igennem, få designet eget logo og tilpasse siderne til mobil- og tabletformat, så det ikke ser helt tosset ud her. Jeg er så spændt på at vise mit nye sted frem til jer, som jeg virkelig føler, er blevet et “blogunivers” på en helt anden måde end det gamle – og så er designet helt mit eget 🙂

Når man lægger så mange timer, morgen- og aftener, frustrationer og hårdt arbejde i noget, bliver stoltheden over resultatet også bare så meget større. Og jeg synes virkelig, at den nye blogside bliver langt over forventning, og det bedste er, at der her er frihed til hele tiden at arbejde videre med den.

Der er en anden problemstilling, som man støder på i sådan et arbejde, for hvornår er nok nok? Hvornår bliver skønhedsfejlene og de små ønsker til den helt perfekte side til en hæmsko? Det har vi spurgt os selv om nogle gange her på det sidste. Derfor er vi kommet frem til at lancere siden i september, og så håber jeg, I vil bære over med de små ting, der helt sikkert vil være tilbage på “to do” listen.

Der er også en anden grund til, at jeg har valgt at lave denne forandring, og det handler om, at min kæreste og jeg er ved at starte egen virksomhed op, og her kommer vi til at skulle bruge en hjemmeside. De vil fungere som to dele af virksomheden under samme navn. Jeg er så spændt!

Som sagt glæder jeg mig til at vise det nye design frem – og selvfølgelig løfte sløret for fremtidsplanerne – det skal nok blive rigtig godt <3

Se også

Skriv en kommentar