Det er ikke nogen hemmelighedhed, at Marokko indenfor det sidste års tid er kommet til at betyde ret meget for mig. Jeg begynder derfor min nye føljeton med minder fra Instagram herfra. Jeg har efterhånden så mange smukke billeder liggende på Instagram, og jeg elsker at finde dem frem og kigge igennem med jævne mellemrum. Af en eller anden grund husker jeg meget i hvad der skete for præcis et år tilbage – det er som om, at det står meget tydeligt, når man rammer årsdagen for noget – kender I det? Og ja, det er nu præcis et år siden, at min bror og jeg rejste med hver sin lille kuffert til Marokko for at rundrejse igennem Atlasbjergene østpå mod Saharaørkenen.
Det hele startede egentlig i foråret, hvor min kæreste og jeg var en uge på ferie i Marrakesh. Vi tog her en dag en taxa op i Atlasbjergene, hvor vi stødte på en ung mand, der arbejdede her som guide, og som jeg faldt i snak med og inviterede ud om aftenen i Marrakesh. Her faldt vi så godt i snak, at vi blev inviteret tilbage til hans hjem i bjergene, og jeg har besøgt det flere gange siden. Denne gang med min bror.
Vi lejede bil og kørte gennem Høje Atlas til ørkenområderne på den andenside, og kom så langt som Merzugaørkenen, som er begyndelsen og porten til Sahara. Her tilbragte vi en iskold månebeskinnet nat, som jeg aldrig glemmer. Månen var så skinnende klar og gigantisk stor, da den stod op kl. 4 om natten. Jeg har aldrig frosset så meget i mit liv! For ligeså varmt, der er i ørkenen om dagen, ligeså kold kan nætterne blive.
Ørkenbyerne gjorde stort indtryk på mig. Når man kommer ned på den anden side af Atlasbjergene, den østlige side, bliver befolkningen mere afrikanske, både i levestil og i udseende. De er i højere grad beslægtet med de gamle oprindelige nomadesamfund, og deres musik er gnawa, som også adskiller sig væsentligt fra den arabiske. Børnene løber efter bilen, når man stopper i vejsiden, og det er ikke mange kvinder, man ser i bybilledet. Dog, hvis man kommer forbi en flod, kan man tit se kvinderne stå her og vaske familiens tøj og lægge det til tørre på stenene.
Vi sluttede ferien af med nogle dage i byen Setti Fadma, som min kammerat bor i, og som jeg siden skulle komme til at bo i 5 uger (se her). Det regnede om natten, og da der i disse bjergegne ikke findes dørtræ, så løber regnen direkte ind i værelset – og varme – tja, det er der bare ikke, når man kommer ud i lokale egne. Sneen faldt i Høje Atlas, mens vi var her. En morgen, jeg kom ud fra lejligheden, var hele verden bare forandret, blevet hvid. Min bror var oppe i bjergene den dag, så jeg tænkte meget på ham.
Tja, det er sjovt at tænke på, at det kun er et år siden. Hvor sker der dog meget i løbet af et år. Hvad lavede I for et år siden? Har I nogle gode minder, så del gerne herunder <3
