Inspiration til påskebordet er i år denne smukke opsats af hortensia. Den er simpel at lave, men giver stor effekt og dejlige farver til påskebordet. Du kan vælge at rulle lyset selv, og dekorere med andet hyggeliget påskepynt. Lav opsatsen i din favoritvase, eller gå på udkig i genbrug efter en sjov og nostalgisk udgave som denne. Her får du en guide til dekorationen.
Påsken inspirerer mig sådan! Det pibler op af jorden med liv og farve, og på grene i vejsider og i skoven popper små grønne og røde skud frem. Jeg kan ikke lade være med at invitere naturen ind og bruge den i mine dekorationer, som her med en dejlig hortensia (som dog er købt i et plantecenter, da min egen ikke helt blomstrer endnu). Du kan bruge de blomster, du synes bedst om – gå efter store tætte hoveder 🙂
Opsatsen her pryder påskebordet, og ud over de smukke hortensiahoveder, har jeg lavet både de små påskeæg af fjer (find guide her) og rullet det flotte bivokslys selv (find guide her). Der er så mange gode grunde til at arbejde kreativt, skal vi ikke bare gå igang?
Prøv også: Påskepynt til print – nem karsebeholder
Inspiration til påskebordet: opsats af hortensia
Du skal bruge
- en høj vase (jeg har fundet min på dba)
- oasis
- en skarp kniv
- en hortensia med minimun tre store hoveder
- et højt lys
- øvrigt pynt (her brugt fjeræg og troldegren)
Sådan gør du
- Skær et passende stykke af dine oasisblok således: Vend potten på hovedet og skær omkredsen ud. Tilpas efterfølgende kanter og dybde.
- Gør oasisen gennemvåd ved at placere den i en balje med vand og lade den suge selv. Når den rammer bunden, er blokken fyldt. Placer den i vasen.
- Stik lyset i blokken og sikre dig, at det sidder godt fast.
- Klip hovederne af din hortensia med et stykke af stilken, og sæt dem i oasisen. Jeg brugte tre store hoveder til at dække oasisen hele vejen rundt.
- Brug en gren eller lignende i den ene side, og dekorer denne med påskepynt. Ægget i siden af “hovedet” er sat fast med en knappenål.
Har du prøvet guiden?
Jeg vil elske at høre, hvordan det gik! Kommenter herunder eller del et billede på Instagram med hashtagget #byduhn – så tales vi ved.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥