November måned kan godt være en udfordring, fordi den ofte føles så enorm mørk og lang. Men når der er mørkt udenfor, har vi en god undskyldning for at tænde stearinlys indenfor, og lave alle mulige andre hyggelige projekter. Det er dog også nu, vi høster det sidste fra vores have, og planter nye fine forårsløg. Her er lidt inspiration til november måned.
I november måned sniger der sig ganske givet også en smule jul ind – især i den sidste del af måneden. Selvom jeg forsøger at holde juleriet til december måned, er der nogle ting, der bare er rart at tage hul på eller forberede allerede nu, og i virkeligheden er julen er vel egentlig også bare en god undskyldning for at hygge, lave god mad og være kreativ, ikke? November byder for mig også på nyt job, og en masse spændende forberedelser 🙂
I november glæder jeg mig til:
- Mørke morgener med stearinlys. Jeg elsker at stå tidligt op sammen med min mand, tænde stearinlys og hygge om morgenmaden sammen. Der er noget helt særligt ved at sidde inde i varmen, når det er mørkt og koldt udenfor.
- At høste det sidste fra haven og plante forårsløg ud. Jeg har stadig chilier, der overraskende nok klarer sig ret godt og har givet en fantastisk høst. Nu skal de sidste dog plukkes, inden den første frost kommer. Desuden er det jo nu, forårsløgene skal plantes, og min søde svigermor har givet os nogle sække med løg, som jeg skal have arrangeret på en fin måde i haven.
- Bage lækre småkager. Jeg venter nok lidt med julesmåkagerne og bager nogle cookies i stedet. Her er min favorit opskrift på cookies.
- Mortens aften på lørdag den 10. Da jeg var barn og boede i Skagen, blev vi tit inviteret til at fejre Mortens aften hos mine bedsteforældre. Nu fejrer vi den selv, og det bliver nok med andesteg og æblekage, som det hører sig til.
- De første julestuer. En anden tradition, jeg er meget glad for, er at tage på julestue. Vi gjorde det ofte i forbindelse med, at vi hentede juletræ, men nu gør jeg det mere for at blive inspireret til nogle kreative juledekorationer. Og så selvfølgelig fordi det er hyggeligt med æbleskiver og gløgg 😉
- Lange gåture i skoven og indsamling til juledekorationerne. Det er også i november, at vi går ture i skoven eller ved stranden og samler ind til juledekorationerne, da vi jo gerne skal have materialerne klar til 1. december. Jeg samler gerne mos og lav, flotte grene, grankogler, strandsten og skagenroser. Sidste år lavede jeg disse naturkugler til en dekorationopgave for en café. Der er da ikke noget flottere at pynte med end naturen♥
- Mit nye spændende arbejde hos Chleopatra Oils. Som jeg har nævnt før, er jeg begyndt på et nyt arbejde, som jeg glæder mig til at komme rigtig godt igang med. Læs mere om det her.
- Black Friday, hvor jeg håber på, at få købt de fleste julegaver, ooog måske en fin kjole til mig selv, som jeg har ønsket mig længe…!
- Et spændende kreativt samarbejde med CChobby om deres søde nye juleunivers Polarverdenen. Udforsk den her.
- At nyde vores nye hjem og stadig komme mere og mere på plads. Jeg er efterhånden kommet rigtig godt på plads på mit nye kontor, og jeg glæder sådan mig til at vise frem. Det er virkelig blevet et kreativt rum, som jeg ønskede mig, og som inspirerer til mange nye projekter.
♥♥♥Hvad glæder du dig til i november måned? Det kunne være hyggeligt at høre, så vi kan inspirere hinanden ♥♥♥