Inspiration til december – det glæder jeg mig til

af Marieduhn

Inspiration til december

Inspiration til december ♥ December måned er over os, og det er dejligt! Julelys i vinduerne, duften af hjemmebagte julekager og hyggelige julemarkeder med dampende varm gløgg – det er nogle af de ting, jeg glæder mig til i årets første vintermåned. December er en lidt mærkelig kombination af hektisk aktivitet op til jul og totalt afslapning og ro herefter. Desuden bliver i år for mig lidt mere særlig end den plejer, og grunden er, at jeg nu endelig kan løfte sløret for noget, jeg har arbejdet hårdt på i over et år – nemlig min egen første plakatkollektion, som jeg lancerer midt på måneden… Iiih, jeg glæder mig 🙂

På trods af juletravlhed og gaver, som jeg af en eller den grund altid ender med at købe i sidste øjeblik, så står december for mig på samme tid som en måned, hvor der også er plads til fordybelse, ro og nærvær. Især den sidste del, når alt er købt ind, bagt og stegt, og man veltilfreds læner sig tilbage og nyder hinandens selskab. Vores familie drager traditionen tro mod nord til vores hytte i de fortryllede norske fjelde, hvor langrend og hygge foran brændeovnen bliver hovedaktiviteterne.

Inden da skal min plakatkollektion I den blå time lanceres, og jeg skal på designmesse og vise den frem. Ja, der er nok at glæde sig til.

I december glæder jeg mig til:

  • Julelys i vinduerne. Ja, jeg må indrømme, at de ikke alle er blevet pakket frem endnu, men det bliver de indenfor den kommende uge! Imens nyder jeg, at adventsdekorationen er blevet så fin i år.
  • Lave juledekorationer. I weekenden var jeg en tur i Skagen, hvor jeg fyldte bilen med lav, mos og grene, som jeg vil bruge til en masse fine dekorationer – der er ikke noget som at pynte med naturen egne smukke materialer.
  • Vores årlige julerejse til Norge. Det er så fortryllet med sneen i bjergene, og at koble helt af uden tv og (nogen grad af!) internet. Vi skal gå nogle gode ture eller stå på langrend, fotografere, læse bøger og spille hyggelige spil. Desuden fejrer vi også nytår med de øvrige beboere i bygden ved at gå fakkeloptog ned til søen.
  • Lanceringen af min plakatkollektion!!! Som sagt er det noget, jeg har glædet mig enormt meget til og også arbejdet hårdt på igennem mere end et år. Men nu sker det! Kollektionen hedder I den blå time og kan bl.a. købes på Prismens Designmarked d. 15/12, hvor jeg skal have en stand. Jeg kommer selvfølgelig til at fortælle meget mere om det hele og vise den frem herinde ♥
  • Juleworkshop med kokedama. Jeg afholder juleworkshop i mit studie med en masse kreativitet, julehygge og sparring – se eventet her.
  • Bagning. Der er noget dejligt beroligende over at bage, og her i julemåneden er det naturligvis lækre småkager, der bliver bagt i mit køkken. Se den lækreste opskrift på svenske chokoladekager her og “mormors småkager” her. Det er nogle af vores juleklassikere.
  • Hyggelige julemarkeder. Jeg har allerede været på et fantastisk hyggeligt julemarked i Ålbæk her i weekenden med en masse juleboder, gløgg og en workshop omkring brug af naturmaterialer i julepynten – lige noget for mig! Jeg har også som mål at komme en tur i Tivoli til deres julemarked og på markedet på Højbro Plads. Det gør jeg hvert år, og det er altid lige hyggeligt.
  • Se Jul med Ernst på Tv2 Play. Det er en programserie, jeg opdagede allerede i starten af efteråret, som omhandler kreativitet og julehygge med Ernst. Den foregår på hans ødegård i Sverige og er bare virkelig hyggelig at følge med i. Og fuld at god juleinspiration 🙂
  • Familietid. Ja, det er vel faktisk nok det allermest centrale for denne tid og det, hele måneden sigter imod. Jeg har besøgt familien i Nordjylland, og ønsket god jul her, og i juleferien skal jeg ses med mine forældre, min bror og hans kæreste og naturligvis min mand, når vi alle holder jul sammen i Norge.

Hvad byder din december mon på? Del gerne ♥

Inspiration til december   Inspiration til december

Se også

Skriv en kommentar