Indretning: Eksotiske fornemmelser og grønne planter

af Marieduhn

Indretning: Eksotiske fornemmelser og grønne planter

Jeg har simpelthen fået så mange dejlige grønne planter i huset, og nu synes jeg lige, jeg vil vise dem frem. Grunden er, at jeg har gæsteblogget hos Plantorama, hvor jeg har skrevet tre artikler om forskellige planter. Det har været et hyggeligt projekt, og samtidig har det virkelig gjort mig klogere på de forskellige planter og hvordan, man passer dem.

Jeg er glad for at indrette mig med planter, for synes virkelig, de tilføjer noget helt særligt til rummene. Jeg forsøger at have planter i alle lejlighedens rum, men udfordringen er, at der godt kan være lidt mørkt nogle steder, som fx inde på mit kontor/walk in closet. Nå ja, og så er der også lige udfordringen at holde dem i live..! Jeg er blevet bedre til det efter at have læst lidt op om de forskellige planter, for jeg har altid tænkt, at jeg da bare kunne vande dem ens. Men en kaktus skal naturligvis ikke have den samme mængde vand som en regnskovsplante. Og ja, det er faktisk lykkedes mig at overvande en kaktus, så den led en grim druknedød, ups!

Men tilbage til det der med de eksotiske fornemmelser. Det er virkelig årstid for de eksotiske rejsemål som Marokko, Indien osv., og det var på denne årstid, at jeg selv rejste afsted på mit store Marokkoeventyr sidste år (læs lidt om mine 5 uger alene i Marokkos bjerge her). Derfor har jeg haft lyst til at bringe lidt eksotisme ind i mit hjem i år, hvor jeg holder mig under nordiske himmelstrøg. Som jeg skrev for et par dage siden, flytter vi om to måneder, og der er mange ting, jeg gerne vil nå at have på plads inden flytningen – så det med rejser må lige vente lidt. Men der er jo ingen grund til ikke at lave lidt oasestemning i lejligheden i stedet for 😉

Indretning: Eksotiske fornemmelser og grønne planter

Min “oase” her på billederne er lavet af nogle forskellige ting, jeg har fundet rundt omkring. Alle planter er fra Plantorama, sammen med de hvide potteskjulere. Hvis du vil læse lidt op på de enkelte planter, skriver jeg om dem i min artikel her. De to med store blade hedder elefantøre og er fra regnskoven, palmen hedder en Areca palme, og ananasplanten hedder en anti snorkeplante.

Gulvtæppet, som er et kelimtæppe, har jeg fundet på dba, og jeg fik det for kun 200 kr. Jeg har planer om at klippe det op og sy sofapuder ud af det. Jeg arbejder en del på at gøre vores hjem lysere, og det skal blandt andet ske med en ny sofa – og til sådan én hører sig jo fine nye sofapuder, ik? 😉 Kurvene – både den store af søgræs og de to mindre er købt i en af mine favorit interiørbutikker, Forvandlingskuglen, der ligger på Amager. Elsker at gå rundt herinde og drømme og ose, for deres udvalg er virkelig velvalgt.

De to marokkanske fliser har jeg købt i en interiørforretning i centrum af København, som jeg ikke lige kan huske, hvad hedder. Hvis du er interesseret, så smid en kommentar nedenunder, og jeg vil forsøge at finde frem til den. Her vil jeg dog lige indskyde, at hvis man nu er så heldig at skulle på rejse til Marokko, så kan man købe dem her til et par kroner og selv tage dem med hjem. Det har jeg selv gjort med nogle andre i gul og orange, som også er rigtig fine.

Som sagt har jeg skrevet tre artikler for Plantorama, hvor jeg især er glad for nr. et og tre. Nogle gange rammer man bare noget rigtigt, og andre gange kan tingene udfordre én lidt mere. Jeg linker lige til mine forskellige artikler, hvis du har lyst til at tjekke dem ud 😉

♥♥♥

TIP!

Hvis du har lyst til mere inspiration til indretning med grønne planter, så se min opslagstavle på Pinterest her. Hvis du har lyst til mere oasestemning udendørs, så tjek denne tavle, hvor der også er klare Marokko-vibes ♥

Indretning: Eksotiske fornemmelser og grønne planter

Se også

4 kommentarer

Freja 27/04/2018 - 10:24

Elsker også planter i hjemmet. Det er virkelig nogle fine du har fået ind og som passe så fint sammen med kurve osv. 🙂 Jeg burde nok få læst lidt op på mine planter for jeg tror ikke jeg passer dem helt efter hensigten

Svar
Marieduhn 30/04/2018 - 12:17

Hej Freja
Mange tak skal du have. Ja, planter er virkelig skønne, men også besværlige nogle gange. Min snorkeplante har lidt problemer for tiden, men de andre har klaret sig rigtig godt herhjemme. Så der er også bare nogle, der er lettere at have med at gøre end andre.
Mange hilsner Marie

Svar
Emma 25/04/2018 - 23:01

Sikke et lækkert projekt du er blevet tilbudt! virkelig lækre planter – det er så oplagt i min lejlighed, men jeg Dræber Dem også al tid, haha 🙂

Svar
Marieduhn 26/04/2018 - 10:36

Hej Emma
Ja, det var sjovt at arbejde med, og nu kommer arbejdet med at få dem til at overleve jo så. For som du ved, kan det være svært! Held og lykke til dig, hvis du alligevel kaster dig ud i det 🙂
Knus Marie

Svar

Skriv en kommentar