I mit ophold i Atlasbjergene måtte jeg selvfølgelig besøge den meget omtalte landsby Imlil, som er sidste stop for rejsende, der vil bestige Marokkos højeste bjerg Jebel Toubkal, som samtidig er Afrikas næsthøjeste. Med sine 4.167 m. er Toubkal målet for mange trekkere, der rejser til Marokko. Jeg var endnu ikke helt afklaret med, om jeg selv skulle bestige Toubkal, eller om jeg skulle have den oplevelse til gode til senere.
Vi tog en taxa fra Setti Fatma til Imlil, og jeg måtte ned at ligge på bagsædet i bilen for at holde morgenmaden indebords – de marrokanske bjergveje er ikke for sarte sjæle, slet ikke i taxa! Da vi ankom, pustede vi lidt ud på en restaurant og afsluttede som altid måltidet med et par kopper frisk mintte.
Herfra gik turen igennem den første landsby, hvor de fleste hoteller er og mange turister bor, op til den øverstbeliggende landsby i Imlil. Med vores bagage på ryggen og stave i hånden gik vi gennem rislende og kølige vandløb, der bringer vandet ned direkte fra tinderne. I denne landsby bor de fleste lokale, og vi skulle bo ved en vennefamilie til min kammerat, der har et par ekstra værelser, de lejer ud. Det er kvinderne i familien, konen og moren, der sørger for værelserne, mens manden i huset har arbejde ude. Børnene kigger nysgerrigt frem, da kvinderne tager imod os med te og sød kaffe. Det var et stort hus, og som typiske berberhuse bygget med store åbne terrasser ud mod bjergene og med direkte adgang til soveværelserne, toiletrum, køkkenrum og baderum. Det er en stor oplevelse at komme indenfor i disse huse, se hvordan, de er opbygget og bare opleve de lokales omgangsformer og familiemønstre. Det var det fede ved at rejse i Marokko alene med en lokal, at jeg blev taget med helt ind i hjertet af familierne.
Jeg fik lov til at vælge værelse først, og jeg valgte det med udgang direkte til den mest fantastisk terrasse. Det var fantastisk at stå op om morgenen med udsigt lige op til de sneklædte tinder. Billedet nederst på siden er taget den første morgen fra terrassen, hvor solen lige er kommet højt nok på himlen til at ramme bjergtoppene.
Om aftenen spiste vi kuskus og sad længe oppe ved gløderne fra en urne, som blev stillet frem til os. Det er utroligt, hvor godt man snakker, når man er i bjergene og ikke har hverken wifi eller tv til at forstyrre samtalen. Der var kun satelitterne og stjernehimlen over os at forholde sig til og gløderne fra urnen at varme sig på.
Det bliver hurtigt koldt i bjergene, og de papirstynde vægge, husene bygges af, holder ingen varme inde. Jeg sov med fire tæpper den nat, mit skiundertøj og flere lag uldne striktrøjer. Dertil pakkede jeg hovedet ind i en hue af uld og gemte mig godt ned under tæpperne. Man lærer efterhånden at sove sådan, men forstår også samtidig, hvorfor børnedødeligheden er høj i disse egne især i vinteren.
Vandring fra Imlil
Det er almindeligt for vandrere, som vil bestige Toubkal at tage en overnatning i Imlil. Både fordi det er en god base at starte fra, og for at vænne sig til den tynde luft. Herefter begiver man sig, gerne med guide og muldyr, mod basekampen en dagsvandring herfra. Fra basekampen går man mod toppen og tager nedstigningen i ét hug.
Du kan få mere inspiration til trekking i Atlasbjergene her og her.
Jeg må tilstå, at jeg efter en prøvevandring besluttede mig for ikke at bestige Toubkal i denne omgang. Jeg kunne mærke den tynde luft have en stor påvirkning på min kondition, og har også mine lidt dumme knæ at tage hensyn til. Vi gik istedet en del af ruten, spiste frokost oppe ved en brusende flod og vandrede ned igen samme vej igen. Jeg fik mulighed for at gå og fotografere, og nød den kraftige højfjeldssol, som varmede mig godt igennem.
Vi overnattede to gange hos familien og drog herefter mod Marrakesh. Vi havde allerede lagt nye spændende planer om at leje bil og roadtrippe vestover…
<3 Hvis du har spørgsmål eller er interesseret i kontaktinformation, er du velkommen til at skrive til mig <3
