Da vejret idag var helt utroligt smukt, besluttede en kammerat og jeg at bruge eftermiddagen inde i centrum og lære byens gamle gader og stræder bedre at kende. Vi ville med andre ord bare nyde pulsen og se, hvad der faldt os ind på vores vej. Efter at have gået op og ned ad Strøget og studeret de spændende sidegader heromkring, endte vi i Fiolstræde, som er en mindre gade med hyggelige små shops og liflige caféer. Vi udvalgte os hurtigt den hyggelige juicebar Big Apple, som ligger overfor Københavns gamle smukke universitetsbygning, da den havde borde udenfor i den lune efterårssol. Indenfor var stilen rå og stemningen afslappet, og udenfor blomstrede lavendeler og et lille oliventræ i grove zinkbaljer og gamle trækasser. Vi nød solens stråler, mens menneskemængder vandrede forbi og glædede os over, at efteråret endnu ikke har lagt sin skygge over byen.