Vores roadtrip rundt i det vestlige USA havde allerede taget os gennem ørken og prærieland, fra vestkystens gigantby Los Angeles til casinomekka i Las Vegas, det fantastiske indianerreservat omkring Monument Valley og eventyrlige kløfter ved Antelope Canyon. Vi var på dette tidspunkt halvvejs igennem en rejse, der stadig havde vandring i Grand Canyon, overnatning på Route 66 og storbyliv i San Fransisco at byde på. Vores køretøj, en rød Chevrolet Camaro havde været god og bragt os vidt omkring. Vejret var med os hele vejen, også denne dag i det forrevne landskab omkring Horseshoe Bend.
Det er den store Colorado-flod, der igennem århundrede har gravet sig 300 meter ned igennem det porøse landskab og formet en hestesko-lignende bugtning. Netop bugtningen ved Horseshoe Bend er særlig populært, fordi det er let at komme helt ud til kløftens kant, hvorfra man har en fantastisk udsigt over landskabet. Det kan virke ret overraskende, før man opdager kløften, at noget så stort skulle ligge skjult i det ellers forholdsvise flade landskab.
Man parkerer på en p-plads en tyve minutters gang fra udsigtspunktet. Det er efterhånden blevet et populært “stop-in”, især for asiatiske turister. Det er derfor en god idé at komme tidligt på dagen, hvis man gerne vil opleve stedet mere unikt og “spoleret”, og havde mulighed for billeder uden alt for mange turister. Hvis jeg ikke havde brugt hele dagen forinden på en langt kløftvandring, ville jeg have stået op ved solopgang, for det kunne jeg forestille mig, må være smukt her.
Efter en kort gå-tur fra parkeringpladsen åbner landskabet sig op og afslører den gennemskærende mørke Colorado-flod. Mange tager chancen og kravler ud på de yderste sten, der hænger ud over kløften, for i svimlende højde at få taget de helt rigtig billeder til Instagram. Det syntes jeg helt klart, var meget overmodigt, og jeg holdt mig til de brede og solide klipper indenfor kløftens kant. Herfra er mine billeder taget. Det er svært at forholde sig til størrelsen af gabet på billederne, men bemærk at der på det ene billede kan anes en båd på floden.
Læs også: Guide til Antelope Canyon
Det fantastiske ved at roadtrippe:
Noget af det fantastiske ved at roadtrippe er den frihed, det giver, at have sin egen bil. At man ikke behøver have alt planlagt på forhånd, men at man har mulighed for at stoppe ind undervejs, hvis man støder på et spændende sight, små hyggelige indianer-roadshops, et museum man bare ikke kan undvære at se, eller bare en smuk udsigt. Det er sådan set ligemeget, om man er i USA, Europa eller Afrika – jeg elsker bare at kunne bevæge mig frit omkring og ikke være bundet på tid eller afhængig af andre.
Det kan også ende med at tage én uforudsete steder hen, som da vi tog en “alternativ” vej og endte i et boligkvarter, der mest af alt lignede en trailerpark. Firkantede trailere med en lille have omkring, hvor hele familier levede. Det virkede støvet og en anelse forfaldent, men giver et billede af, hvor store forskelle mellem høj og lav et land som USA også rummer.
Selvom vi elsker at gå ud at spise, når vi er på ferie, og virkelig får mange hyggelige snakke-timer til at gå med det, er det også rart til tider bare at gå i et supermarked efter en kop kaffe (der er Starbucks ved de fleste større supermarkeder) og en spændende autentisk frokost-ting. Denne dag havde vi fået fat på en knaldrød wrap med en lille smule grønt i, som blev sat til livs med en fantastisk udsigt i ægte western-stil, solbriller og kalechen slået ned. Man skal jo nyde livet – også on the road ♥
♥ Se hele vores rute på rutekort her ♥
2 kommentarer
USA er og bliver fantastisk, og et skønt sted at rejse. 🙂 rigtige flotte billeder af landskabet. 😀
Hej Danny
Ja, det er virkelig et dejligt land, der er enormt varieret og meget let at rejserundt i 🙂
Mange tak for din kommentar – jeg elsker at fotografere landskaber og gør det altid meget, når vi rejser.
Mange varme hilsner
Marie