Hvis du overvejer at besøge det fantastiske Navajoreservat i det midtvestlige USA, så må du ikke gå glip af de spændende og kunsteriske kløftområder. Her er min guide til Antelope Canyon, og lidt hyggelig læsning om vores oplevelser 🙂
Efter at have brugt nogle dejlige dage i Monument Valley med smukke solopgange og -nedgange (se her), vendte vi bilen og kørte tilbage mod vest. Målet var den lille by Page, der ligger i et område af Navajoreservatet, der gennemsyres af store og mindre kløfter i jorden, hvoraf den mest berømte er Antelope Canyon.
Byen Page ligger ved den store Lake Powel dæmning, og er et godt sted at overnatte, når man besøger kløfterne. Da det stadig er indianergrund, er det også indianerne, der ejer kløftområderne, og alle udflugter skal foretages med lokalguide i grupper.
Der er mulighed for flere forskellige typer af udflugter, og vi valgte en dyrere model, hvor vi var færre i gruppen (4-6 personer), og hvor vi skulle besøge hele fire af områdets kløfter: Owl Canyon, Rattlesnake Canoyn, Springbuck Canyon og endelig Antelope Canyon – det skulle vise sig, at være en rigtig god investering. Se mere info i bunden af indlægget.
Vi stod tidligt op om morgenen, for at mødes ved det fælles pick-up point, og her skal man være opmærksom på, hvilken tidszone, man bliver ophentet fra, da det netop er her, linjen går, og der dermed kan være en time fra den tidszone, man har overnattet i. Herfra blev vi tilknyttet en guide for dagen, som kørte gruppen i Landrower til de forskellige kløfter, samtidig med at han fortalte historier både om indianernes levevis, naturen og dyrene og nogle spændende historier.
De specielle klipper er formet i sandsten af vand, der igennem tusinder af år har strømmet i området og gennemkløvet det. Det er meget specielt, for landskabet er ellers temmeligt fladt og tørt, og man tænker ikke over, at jorden er gennemhullet af dybe kløfter, før man står med tæerne ud over klippevæggen på én.
På vores tur gennem kløfterne så vi både ugler (i Owl Canyon), en slange, firben, en springbuk og en prærieulv. Desuden havde jeg nær trådt i en temmelige stor edderkop (tarantel), som nok syntes, jeg forstyrrede den i dens vanlige tur gennem den støvede kløft. Samtidig fortalte vores guide om, hvordan han og hans brødre i deres fritid indfanger vildheste på prærien for at kastrere dem – kan det blive mere indianer-western-film-agtigt?
De tre mere ukendte – og uberørte – kløfter, Owl Canyon, Rattlesnake Canoyn og Springbuck Canyon var fantastiske. Meget forskelligartede, og vi gik rundt her helt alene. Da vi kom frem til Antelope Canyon, fik vi noget af et chok – turistchok! Der var enorm lang kø for at komme ind, det endda på trods af, at det var udenfor højsæsonen. Desuden stod vi på nakken af hinanden hele vejen igennem kløften, og man får virkelig indsigt i “behind the scenes” på de mange smukke instagrambilleder, der florerer herfra – hvor opstillet det hele er. Antelope Canyon var helt sikker meget smuk, og fotoværdig, men jeg ville aldrig have undværet de andre tre kløfter, der var unikke på deres helt egne måder. Hermed anbefaling videregivet!
Vi var glade og trætte, da vi kom hjem efter en hel dag i den tørre og kolde luft i kløfterne, med en hel masse smukke fotografier på apparatet. Vi købte en bakke med sushi i det nærmeste supermarked og delte den på rummet og sov rigtig, rigtig godt.
Læs også: Monument Valley – et sandt westerne eventyr
Gruppeture til kløfterne, praktisk info:
Der er mulighed for flere typer af gruppeture i mange forskellige prisklasser. På den billigste og mest mest brugte tur, besøger man udelukkende Antelope Canyon, og den tager et par timer. Man kan opgradere i trin og tilvælge flere kløfter, op til den dyreste tur, der er en særlig fototur, hvor guiden også kan hjælpe til med tekniske indstillinger, og hvor en tripod er tilladt at medbringe. Disse tager væsentligt flere timer. Vi bookede vores her.
Andre gode råd:
- Vær opmærksom på, at rygsække ikke er tilladt i nogle af kløfterne, da kløfternes sider er så porøse, at de kan smuldre ved berøring. Spis derfor godt hjemmefra, hvis du tager på en af de længere turer.
- Der er koldt i kløfterne – væsentligt koldere end oppe på jordoverfladen. Tag derfor godt med tøj på.
- Gode vandresko er helt essentielt, da kløfternes gulve er ujævne, og da det er decideret klatring i nogle af de mindre kløfter.
- Hotel i Page er en god idé, da det ligger tæt på pick-up punkterne.
- Hold øje med forskellen mellem tidszonerne, og bemærk at indianerne i visse områder holder sig til deres egen.
2 kommentarer
Det ser fantastisk ud:)! Hvem bookede i turen til alle canyons igennem ??
Hej Maj
Det var virkelig også en stor oplevelse 🙂
Vi bookede vores tur her: https://www.navajoantelopecanyon.com/Index.asp
Knus Marie