Det gode ved at rejse er at komme ud i verden og se sig omkring, få en masse oplevelser og lære om nye kulturer. For mig er noget af det fantastiske ved at rejse også det skønne perspektiv, man får på sin egen hverdag hjemme i dejlige Danmark. Og glæden ved at vende hjem med en kuffert fuld af minder, og en masse spændende inspiration, man skal igang med at føre ud i livet. Jeg har her skrevet om noget af den efterårsinspiration, jeg har taget med mig hjem fra vores tur til USA, opskrifter at afprøve, nye kreative projekter til hjemmet og mange ting at huske at være taknemmelig over.
Der er sikkert mange, der har været på efterårsferie i de her dage og mange, der kommer hjem igen med godt opladede batterier. Vi har rejst det halve af USA igennem, da vi for godt tre uger siden tog forskud på efterårsferien og tog flyveren mod vest. Det var desuden også vores bryllupsrejse, og vi havde en masse spændende planer – se vores rute her. Jeg vil ikke sige, at vi har fået sovet ret meget (det gør vi sjældent på vores ferier!), men vi har fået opladet battererne på alle mulige andre punkter.
Man får så mange oplevelser og input, når man rejser – de fleste gode, men også mange lærerige. Det er værd at huske, at ingen ferie behøver være perfekt for at være dejlig. Det måtte jeg huske mig selv på et par gange på vores tur – som fx da vi kørte i en grøft i Durango og bilen sad uhjælpeligt fast, og vi frygtede for resten af vores roadtrip, eller da vi fandt vores hotel i San Francisco liggende midt i det værste slumkvarter, jeg til dags dato har oplevet og måtte gå på gaden i stedet for fortorvet, da det var beboet af hjemløse i hundredvis. Der opstår udfordringer, der kan styrke én i hverdagen og minde om, hvor godt et samfund, et hus eller et job, vi i virkeligheden har – og det er da værd at rejse ud i verden efter!
Jeg holder altid øjnene åbne overfor ny inspiration til at tage med hjem og afprøve, når jeg rejser. Nye opskrifter, ny inspiration til indretning af vores (stadigt) nye hjem, idéer til min virksomhed, der popper ind i hovedet, når man beskæftiger sig med alt andet end arbejde – og holder sig offline, og selvfølgelig nye kreative ting at afprøve.
Her er min liste over ting, jeg glæder mig til efter ferien – med en del efterårsinspiration iblandt 🙂
- God sund og dansk mad. Ih, hvor jeg savner vores grove danske rugbrød, når jeg rejser! Amerikanerne er ikke kendt for at have det sundeste køkken, og det mærker man tydeligt, når man rejser rundt i landet. Derfor glæder jeg mig til mad med grøntsager, fisk og masser af groft rugbrød. Måske bage rugbrødet selv eller min favoritopskrift på knækbrødet her.
- Halloweendekorere. Er det noget, amerikanerne kan, så er det at pynte op til Halloween. Der var så mange kreative udsmykninger udenfor huse, i caféer og butikker, og jeg vil selv igang med uhyggen. En tur i Tivoli hjælper også altid kreativiteten godt på vej. Jeg køber altid et stort græskar og skærer græskarlygte ud af det. Jo mere uhyggeligt, jo bedre. Her er min diy guide fra sidste år. Vi laver også altid græskarsuppe af kødet herfra og rister kernerne til snaks – se opskrift på krydret græskarsuppe her.
- Selvom jeg lige har skrevet om sund mad, er der dog liiige et par ting, der må være plads til at afprøve, når nu det er græskarsæson. Supermarkederne i USA bugner med græskarkager, og jeg bliver nødt til at forsøge mig med et par stykker. Og desuden en opskrift på pumpkinlatte, som jeg har herfra.
- Flere nye projekter med min virksomhed. Jeg har to større projekter foran mig her i de kommende måneder, og jeg glæder mig til at fortælle lidt mere om det. Jeg går lidt stille med dørene indtil alt er på plads, men det er noget, jeg længe har arbejdet mig hen imod og som helt sikkert bliver rigtig godt 🙂
- Huske glæden ved ikke at være online konstant. Jeg har stort set ikke været online på hele ferien, og det har føltes fantastisk! Det giver nærvær at lægge mobilen fra sig – og hvad er det egentlig, der ikke kan undvære vores opmærksomhed en gang imellem derinde? Det handler om vaner, og jeg vil arbejde på at holde mobilfrie weekender, aftener og morgener.
- Indretning af mit hjem. Det er ikke længe siden, vi flyttede ind, og siden da, har vi både afholdt vores bryllup og nu bryllupsrejse. Derfor glæder jeg mig til virkelig at komme på plads og sådan rigtigt at leve i mit hjem. Jeg skal have sat lamper op i weekenden, og have fundet en god måde at indrette mine køkkenskabe på, så der er god opbevaring og funktionalitet. Det samme gælder for badeværelset. Der skal også mere op på væggene, der er lidt tomme for min smag, ooog så skal der nok også ryddes lidt op i krogene rundt om 😉
- Se nogle gode film eller serier. Jeg føler mig ofte lidt i filmunderskud, når jeg har været længe afsted, og der er nogle bestemte, jeg har fået lyst til at se undervejs. HBO-serien Hells on Wheels er en rigtig western serie, der handler om anlæggelsen af den første transkontinentale jernbane i 1800-tallets USA. Vi kørte med jernbaner anlagt i denne periode og besøgte gamle arbejderbyer, og det gav mig lyst til at se serien. Desuden fik jeg også sådan lyst til at se Pocahontas – både Disneys udgave og spillefilmen.
- Lave nogle flotte lys- og efterårsdekorationer. Det er bare en ting, der hører sig efteråret til, levende lys og smukke blade og andet fra naturen. Jeg vil lave kranse af blade til døren og måske nogle moskugler som disse til haven. Stearinlys skal findes frem fra gemmerne, eller måske jeg vil kaste mig ud i selv at lave nogle..?
- At pakke efterårs- og vintergarderoben frem. Det er noget af det dejlige ved årstidernes skiften – at kunne variere sin garderobe og finde smukke ting frem fra tidligere sæsoner. Jeg har nogle lækre strik, som jeg glæder mig til at bruge igen, og mine lange jeans, som har ligget pakket væk hele sommeren. Brændte farver går altid godt sammen med efteråret, og måske jeg vil hækle mig en poncho ud af bedstemorfirkanter. Se her, hvordan man gør.
- Havregrød til morgenmad. Det lyder måske banalt, men det er virkelig lang tid siden, jeg har spist havregrød til morgenmad. Jeg fik det et par gange i USA, og har virkelig fået lyst til at lave det selv. Jeg bruger desuden frugter og bær, honning og ciafrø i min for at peppe klassikeren lidt op.
- Indretning til gæsteværelse og -toilet. Efter at have boet 10 forskellige steder i løbet af de sidste 3 uger, har jeg fået god inspiration til indretning af et lækkert gæsteværelse og -toilet. Jeg vil forsøge at indrette det i lidt hotelstil med en følelse af luksus. Små prøver, grønne planter og lidt ekstra kreds – så bliver gæsterne måske endda lidt længere 😉
♥Har du nogle tilføjelser med ting, du skal igang med efter efterårsferien? Del gerne♥