Jeg har i den sidste uge befundet mig i et eventyr ud over det sædvanlige! Efter et besøg i Marokko omkring påsken sidste år, var jeg så betaget af landet, at jeg bare måtte vende tilbage ved næste givne lejlighed og opleve mere. Og sidste lørdag rejste jeg så atter til det vestafrikanske land for at rejse omkring i ørken, bjerge og små landsbyer, og opleve kulturer og mennesker, som jeg aldrig vil glemme. Mine rejsepartnere denne gang var min bror og min gode marokkanske kammerat, som jeg tidligere mødte oppe i bjergene. Denne oplevelse kan du læse mere om her. Jeg vil forsøge over de næste uger her på bloggen at give nogle beskrivelser af mine rejseoplevelser, og jeg håber at kunne inspirere til lignende oplevelser. Håber I nyder at læse med 🙂
Jeg havde hjemmefra lejet en bil med hjælp fra min marrokanske kammerat, som ventede os med den i lufthavnen. Det var et dejligt gensyn med min ven og med landet, og luften var lun og solen skinnede klart på trods af, at vi skriver november måned. Vi lejede en Dacia Duster, og det viste sig at være en god idé, da den blev udsat for lidt af hvert undervejs…
Efter et lille te-stop i Marrakech satte vi retning imod mod Atlasbjergene. Det er den høje del af kæden, Høje Atlas, vi skulle passere fra denne kant. Vejene er vilde, og efter at have krydset det første pas, fortalte min ven, at det var Marokkos farligste vej, vi lige havde passeret. Jeg var ham meget taknemmelig for først at fortælle mig dette efter at have lagt vejen bag os..! Oppe i bjergene bor berberne, landets oprindelige befolkning, og her leves livet i et helt andet tempo og efter helt andre livsvilkår og principper. Disse mennesker lever så afsondret fra moderne livsstil og bekvemmeligheder, at det er som at rejse flere hundrede af år tilbage i tiden. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på disse mennesker, som jeg kom meget tæt på.
Vores bestemmelsessted for denne dag var Boumalne Dadès, eller dadeldalen. Her havde vi vores første overnatning på et herberg, nær Todra Gorge, som vi skulle se dagen efter. Det skulle blive en kold nat, for vi var oppe i over 1000 m højde, og som vi skulle finde ud af gennem hele ferien, er den marrokanske byggestil og standart af en lidt anden kvalitet, end vi kender det herhjemme fra. I det første rum, vi fik, var der ingen varme. I det næste virkede lyset ikke, og der manglede de mest almindelig bekvemmeligheder som sæbe, rene lagener og varmt vand. Da vi lagde os til at sove, kunne jeg se min egen ånde, og der skulle gå mange dage, før jeg igen oplevede at sove så lunt, at dette ikke var tilfældet.
Dagen efter skulle vi køre til Todra Gorge, som er en smal klippeformation, hvor vandet igennem årtusinder har skabt en enorm kløft. Inden vi tog fra herberget, skulle vi dog lige skifte dæk, for det viste sig, at en ti-centimeters jernsyl havde boret sig ind i det ene baghjul. Heldigvis havde vi et ekstra liggende i bilen, og ved hjælp af flere venner, der kom os i møde, klarede vores ven det effektivt. Jeg er sikker på, han har prøvet det adskillige gange før.
Efter at have set kløften gik turen videre ned gennem Rosendalen, og snart kom vi ud på den anden side, østsiden, af Høje Atlas. Her kørte vi gennem ørkenbyen Ouarzazate, der er kendt som Porten til Ørkenen og herfra påbegyndte vi vores lange rejse mod den yderste del af Saharaørkenen.
