Til en kreativ sommer hører der sig efter min mening en del udeprojekter. Sidste år lavede jeg nogle ret sjove ting, som jeg igen i år har fundet frem fra gemmerne. Jeg har både arbejdet med træ og stof og lidt tegning på sten. Mine projekter og hvad jeg har lyst til at arbejde med følger meget årstiden. Fx syr jeg tit en del i sommeren, hvilket jeg ikke gør ret meget i vinteren – helt sikkert fordi jeg bare elsker at sy sommerkjoler!
Udeting arbejder jeg naturligvis også mest med om sommeren, og de fire diy’s her er oplagte til familiehygge i de lyse aftener. Jeg brugte min sommer sidste år delvist i Danmark og delvist i vores hytte i Norge, hvor mit ringspil stadig står og venter på at komme ud af vinterhi.
Det er projekter, du kan lave sammen med familien, og i hvert fald helt sikkert hygge dig med sammen med dem. God fornøjelse ♥
Ringspil til familiehygge i sommeraftenerne
I de lune sommeraftener er det hyggeligt at kunne spille udespil med familien eller venner, og ringspillet er da virkelig en klassiker. Vi havde nogle træstumper liggende efter byggeriet af hytten, og i den bunke nuppede jeg et par passende stykker træ, der skulle udgøre “armene” i spillet. Jeg savede dem ud med min stiksav – som jeg da altid rejser rundt med! – og dertil fandt jeg nogle naturpinde til at bruge som målpinde. Rebene brændte jeg i enderne, så det kunne sidde sammen. Et sjov og rimelig simpelt projekt.
Du kan finde en nærmere beskrivelse af, hvordan man laver ringspillet her.
Rundt soltæppe af gamle håndklæder
Det var virkelig et sjovt projekt at sy de her runde tæpper (fik lavet to) af gamle håndklæder og en rund dug fra genbrug, som jeg upcycklede på en rigtig fin måde. Det kræver ikke meget andet end nogle håndklæder i fine farver og en rund dug i stof, der matcher, og som har en fin frynsebord. Dugen i bunden hjælper både med at holde den runde form, men er også god som beskyttelse mod fugt fra græsset.
Jeg blev så bidt af projektet, at jeg syede en til, som jeg egentlig syntes blev endnu finere (skal nok vise frem på et tidspunkt). Jeg bruger dem både på stranden, på molen på Islandsbrygge og i vores baggård, hvor der er lidt græsplæne. Et rigtig sjovt sommerprojekt med genbrug i fokus. Kræver dog en del syerfaring.
Du kan finde en nærmere beskrivelse af, hvordan man syr tæpperne her.
Flagranke til sommerfester eller hyggelige udekroge
Jeg havde nogle stofrester liggende, som jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre ved. Det endte med, at jeg syede mig denne fine flagranke. Den kom op at hænge i en krog af terrassen i Norge, hvor aftensolen skinnede på. Her sad vi gerne og nød en glas rosé efter en lang dag enten med vandring, sejlads eller afslapning i hængekøjen.
Jeg synes selv, at flagranker er ret hyggelige, og man kan give dem forskellige udtryk alt efter brug. Jeg synes også, de er søde i børneværelser, men her ville jeg vælge nogle mere friske farver og legesyge mønstre. Det er et godt begynder syprojekt, og jeg har lavet en video, hvor jeg viser, hvordan man gør.
Se hvordan man syr en flagranke her.
Meditativ stentegning på strandsten
Som et sidste lille hyggeligt projekt, vil jeg lige vise de her sten frem, som jeg også lavede sidste år. Der er noget meditativt over bare at sidde og tegne mønstre og streger, og hvorfor ikke gøre det på sten, du kan samle på stranden?
Det kan man også samles om som familie – et projekt, hvor selv de mindste kan være med. Jeg brugte en sort Posca tusch, men man kan også lege med forskellige farver.
♥♥♥
Jeg håber, I kan bruge mine idéer fra sidste sommer, og jeg vil naturligvis løbende komme med nye fra i år. Har I gang i nogle sommerprojekter? Del meget gerne 🙂