Det dejlige ved ferier er, at man får mulighed for at gøre nogle af de ting, man ikke rigtig når i hverdagens trummerum. Jeg har længe gerne ville en tur på Arken Kunstmuseum og se udstillingen med de ensomme klovne – og nu fik vi det gjort 🙂
I torsdags tog vi Yaris’en og kørte sydpå, efter at have samlet Samuel, en af mine tidligere elever, som jeg stadig holder kontakten med, op inde i byen. Vi kom frem i ægte forårssnestorm, men heldigvis var der dejlig varmt inde på museet.
Det er den schweiziske kunstner Ugo Rondinone, der står bag udstillingen Ensomhedens Sprog, hvor han lader 45 klovne, der til forveksling ligner ægte mennesker sidde og slumre i et drømmeagtigt landskab. Klovnene balancerer på linjen mellem at være festlige, sprudlende i alt det farverige glimmer og glitter, de har på sig, og mellem at være skumle og næsten en anelse for naturtro, og man venter konstant, at der er én af dem, som rejser sig og begynder at gå rundt – det er der dog ikke!
Vi gik gennem rummet to gange, for at få det hele med, og endte i bunden af lokalet, hvor en stor regnbue afslutter farveorgiet og drømmelandet.
Udstillingenens navn Ensomhedens Sprog er meget rammende for den stemning, der er udtrykt i rummet. For selvom der er mange skikkelser i rummet, så er der ingen interaktion imellem klovnene, og jeg tænker, det kan overføres til mange menneskers liv idag: Vi er der, uden rigtigt at være til stede. Og selv i det mest festlige lag, kan ensomheden være tydelig at mærke…
Et vigtigt element, når vi er på kunstmuseum, er, at der altid hører sig kaffe og kage til, og det var heller ingen undtagelse i torsdags. Det er også så hyggeligt at sidde i museets café og få vendt verdensordnen. Da vi tog hjem, havde snestormen lagt sig en anelse, og vi havde haft en dejlig start på påskeferien 🙂
