Endagsture og udflugter fra Marrakech – mine anbefalinger til midt- og sydlige Marokko

af Marieduhn

Endagsture og udflugter fra Marrakech

Marokko er et fantastisk rejseland og har mange forskelligartede oplevelser at byde på. Med Atlanterhavet mod vest, Saharaørkenen mod øst og de høje Atlasbjerge, der gennemskærer landet fra nord mod syd, er der et væld af muligheder for en fantastisk ferie. Desuden er der en kultur, der er rig på charme og håndværk. Jeg blev forleden spurgt om råd til spændende endagsture og udflugter fra Marrakech, og her er mine bedste anbefalinger til ture i det midt- og sydlige Marokko.

Jeg har selv rejst en del i den del af Marokko, og jeg er hver gang fløjet til Marrakech. Byen er en perle i sig selv, men også et fantastisk udgangspunkt for mange spændende udflugter. Jeg har både været på endagsture og på længere rundtture. Sovet på gulvet hos lokale i bjergene og i teltlejr hos beduiner i ørkenen. Jeg faldt så meget for kulturen, at jeg sidste år rejste dertil i 5 uger alene og levede i Atlasbjergene – en helt unik oplevelse, som jeg er rigtig glad for, at jeg havde mod til at kaste mig ud i. Du kan læse mere om min beslutning om Afrika her.

Jeg har lejet bil over flere omgange, og det er gået fint med at køre rundt. Det er klart, at man skal sætte sig ind i landets “kørestil”, som kan byde på alt fra hullede bjergveje til køer i ladvogne. Men har du kørt i Sydeuropa, kan du også køre i Marokko. Vær opmærksom på fodgængere, der helt sikkert ikke er opmærksom på dig. Medianen i Marrakech kan også være temmelig udfordrende, så jeg vil anbefale, at du lejer bilen i udkanten af byen. Husk at alle priser er til diskussion 😉

Det er også muligt at tage med bus til de fleste steder, både lokalbusser og turistbusser. Vær opmærksom på, at lokalbusserne kan være MEGET varme og tætte!

Men her er mine anbefalinger til endagsture og udflugter fra Marrakech. God eventyrlyst <3

Endagsture og udflugter fra Marrakech

Surf, sardiner og blå døre i Essaouira.

Atlanterhavet er smukt og dragende, når det slår ind over de forrevne klipper i havnebyen Essauira. Byen omkranses af mure, som er på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv, og blandt andet kendt fra serien Game of Thrones. Mågerne skriger i tusindvis over dit hoved og blå både ligger i et yndefuldt kaos ved fiskerhavnen. Byen er kendt for sine sardiner, fantastiske surfforhold og for liflig bohemekunst i byens smalle stræder, hvor de blå døre gemmer på mange lækre restauranter og småshops. Et skønt og afslappende afbræk fra Marrakech’ hektiske basarer. Desuden afholdes der en gang om året den traditionelle gnawa musik festival.

Læs mere om mit roadtrip til Essaouira her.

Og læs om, hvorfor du skal spise sardiner på havnen, her.

Endagsture og udflugter fra Marrakech

Ørkenland og fæstningsanlæg ved Ait Ben Haddou

Turen over Atlasbjergene er vild og smuk, men når du har passeret bjergene, befinder du dig VIRKELIG i Afrika. Saharaørkenen tager sin begyndelse her, og temperaturen når helt nye højder. Kun i området omkring oaserne, vokser der palmer, og du kan være heldig at møde en sælgende ved vejkanten, der har de smukkeste flettede kurveprodukter. Ait Ben Haddou er en sådan ørkenby, et gammelt fæstningsanlæg, og endnu et af Marokkos vidundere, der er på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv. Du kan overnatte i byen med udsigt til fortet, og solnedgangen her er helt enestående.

Denne tur er for dig, der er glad for bjergkørsel, for man bruger ganske mange timer på dette. Vær desuden opmærksom på, at vejen kan lukke i vinteren pga. sne og mudderskred.

Læs om min første rejse til Ait Ben Haddou her.

Rundtur i Atlasbjergene

Har du ikke mod på at kaste dig ud i en længere kør-selv tur, så er det en mulighed at leje en chauffør for en dag til at køre dig rundt. Spørg på hotellet, hvilke samarbejdspartnere, de har.

Du bliver kørt op i dalene på vestsiden af Atlasbjergene, hvor der er forholdsvist frodigt. Her oplever man det oprindelig folk, berberne, som stadig beboer bjergegnene. Mændene holder til ved vejskantens restauranter, mens kvinderne passer dyr og marker på klippeskrænterne. Berberne er dygtige håndværkere og har små værksteder, man kan stoppe op ved undervejs. Keramik, tæpper og arganolie kan købes fra de små kooperativer, hvor man også kan se, kvinderne producere det. Gå en tur i bjergene, hvis der er mulighed for det, og forlader du hovedvejen og går op i en af de små slidte byer, ser du det virkelig berberliv. Her bor de storfamilier side om side med deres dyr, og kønnene lever strengt adskilt. Lyt efter minareten, når den jævntligt runger gennem dalen.

Læs om Setti Fatma og Ourikadalen her.

Eller om dengang jeg var til berberbryllup i Atlasbjergene

Imlil – porten til Toubkal

Imlil er en landsby, der ligger for foden af Afrikas næsthøjeste bjerg, Toubkal. Mange bjergbestigere benytter derfor byen, som udgangspunkt for den to-dages lange vandretur til tinden. Byen ligger naturskønt, og man kan fint nøjes med at tage den første nederste etape af turen. Det er tydeligt på vejrtrækningen, at byen ligger 1800 meter over havet. Stjernehimlen her ses sjældent smukkere.

Du kan både bo på hotel eller privat i den ældste del af byen. For at komme hertil skal du gå et stykke med din oppakning. Her vil du opleve, hvordan berberne indretter deres huse – men autentisk betyder også autentiske toiletforhold!

Læs mere om Imlil her.

Taroudant – palmer, støvede mure og hundreder af cyklister

Der er en vis grad af stilforvirring over at se så mange cyklister på gaden ude i den afsondrede ørkenby Taroudant, der ligger i sydlig retning for Marrakech. Grunden er, at byen huser et universitet er derfor tiltrækker mere moderate marokkanere. Ungdommen er også til at få øje på på de mange hyggelige studiecaféer, hvor de sidder i grupper og diskuterer eller læser i krogene. Bymuren er fra 1600-1700-tallet, bygget under Saadi-dynastiet. Gå en tur på muren eller fornem studielivet fra en af de skyggefulde oaser.

Læs mere om min oplevelse i Taroudant her.

♥♥♥

Jeg håber, du kunne bruge mine bud på spændende endagsture og udflugter fra Marrakech. Jeg selv har også taget flere rundture, og hvis du er interesseret i at høre mere om disse eller at se mine ruter, så skriv endelig en kommentar i kommentarfeltet herunder eller tjek mine andre Marokkoblogs ud her.

Se også

Skriv en kommentar