En super nem efterårsdekoration er disse pestoglas fyldt med fine små paradisæbler. I efteråret er det dejligt at få naturen ind i hjemmet, for den bugner jo virkelig med de smukkeste farver og former. Pestoglasene er perfekte som “lysestager”, og de kan fyldes med hvad som helst. Så på med gåskoene, og se hvad naturen byder på idag 🙂
Jeg selv er helt fortryllet af de små røde paradisæbler – eller paradisæbler generelt, for de kommer i et væld af farver og størrelser. Der er noget virkelig sødt over den lille størrelse, og så er de ofte så kompakte, at de holder sig pæne længe, også selvom de er blevet taget med indenfor.
Tidligere boede jeg i nærheden af en stor park, hvor det vrimlede med forskellige typer af paradisæbler. Det var som at gå ind i en anden verden i denne park, som stadig var så tilpas vild og uforstyrret, at man bare kunne plukke fra træerne. Jeg tror egentlig, at det var en gammel park, som havde fået lov til at forfalde, og nu var godt igang med at vokse sig til vild natur. Men ejeren måtte helt klart have elsket paradisæbler. I den periode lavede jeg MANGE dekorationer med paradisæbler!
Det er det fantastiske ved naturen – at man nogle gange finder sådan nogle lommer, som føles som sin egen verden… Og så får man jo lyst til at tage en lille bid af denne verden med sig hjem 😉
Forleden gik jeg en tur og fandt disse æbler, og tænkte at lave en nem lille dekoration af dem til at tage med på min arbejdsplads. Det er godt at hygge lidt om hinanden. Jeg synes selv, de blev ret fine. Pestoglasene er blevet gjort godt rene og markaterne skrubbet af. Fyrfadslysene har jeg bare stillet ovenpå og dernæst bundet snor omkring halsen af dem.
Det er en sød og nem efterårsdekoration – og fuldstændig gratis dekoration – til at lyse op i de mørke efterårsaftener. Og hvad med at bruge kastanjer, agern, strandsten eller måske små pinde? Vær blot opmærksom på, at der kan blive varmt under fyrfadslysene.
Der er noget særligt over at tænde lys i efteråret, hvor mørket krammer sig ind omkring os, og her er to andre bud på hjemmelavede lysestager, som du kan prøve 🙂
Malede lysestager med efterårsblade
DIY fyrfadslys af klods fra europalle