En kreativ stund kan opstå på mange måder. Nogle gange er det med inspiration udefra og andre gange, når man er fordybet i egne tanker. Hvad er det, der driver os til at følge vores passion, også selvom den kan forekomme fjollet for andre? Måske fordi vi har en indre trang og bare ikke kan lade være. Måske fordi kunst og kreativitet er det, der giver livet den ekstra glød, som er så dejlig. I dag tager jeg en god snak med Anita fra Noise by Nielsen om hendes vej ud i et liv som fuldtids kunstmaler og med en hverdag fyld med farver og kreativitet.
Rundt omkring i landet er der så mange passionerede og kreative mennesker, der hver især har sin egen spændende historie og bevæggrunde til at lave det, de gør. Jeg inviterer i denne føljeton kunstnere og kunsthåndværkere til en snak, en kreativ stund, og løbende lægger jeg de hyggelige og inspirerende interviews ind sammen med dejlige billeder af dem og deres værker.
♥ Bliv inspireret af andre dygtige kunsthåndværkere og læs deres historie her ♥
Anita Nielsen – Noise by Nielsen
Vi er taget ud på Refshaleøen med bilen fuld af de smukke og farverige julekugler. Det er en idé, der har været længe undervejs, men som nu glimter lilla, blå og guld i frosne solstråler. Der er en særlig grund til, at vi netop starter vores dag på Reffen, som er et råt industriområde i rivende udvikling i udkanten af København, og efter at have gået en lille tur i området, sætter vi kursen mod Blocs & Walls klatrecenter for at få en god kop kaffe i hyggelige omgivelser, og for at komme i læ fra den isnende kolde vind, der blæser her.
Jeg kender Anita fra en lokal designmesse, hvor vi havde stand ved siden af hinanden – og med en kvinde som Anita, er det lig med en god samtalepartner i de små pauser. Hun inviterede mig til sin udstilling på et lokalt galleri, og her faldt jeg omgående for hendes livlige og farverige stil – et af hendes værker hænger nu i mit hjem.
Men hvorfor skulle vi mødes netop på Reffen?
“Reffen er upoleret og har det der rå look, jeg godt kan lide. Jeg håber, det forbliver sådan. Det er kontrasten til det pæne og fine, og at tingene skal være på en bestemt måde, der tiltaler mig. Man kan godt sige, at der er en kobling til mine malerier. Jeg maler ikke figurativt, altså som ting ser ud. Det ligner ikke noget. Det er det befriende i det, jeg laver, at det ikke absolut skal ligne noget. Det er mit eget upolerede udtryk. Og ja, jeg elsker kontraster: Ting, der er rigtig fine og pæne, mod det knap så pæne, og det finder vi i høj grad her på Reffen.”
Anita går lange ture helst hver dag, og jeg spørger lidt ind til hvorfor.
“Jeg går for at få renset hovedet. Alt forsvinder ligesom ind i et univers, hvor der ikke behøver være tanker, men hvor der i stedet for er former og farver. Der er det mig, der bestemmer, hvad der er rigtigt. Jeg har desuden altid kunne lide at gå, og har især gjort det meget de sidste fem år. Det giver frisk luft og velbefindende både fysisk og psykisk. Og så det med vandet… Jeg kan mærke, det giver mig energi og mod på mit arbejde.”
Hvordan tog du springet og blev kunstmaler?
Anita arbejder i dag på sit andet år som kunstner på fuld tid, men det har ikke altid ligget i kortene, at hun skulle være kunstmaler. Hun havde en lederstilling indenfor regnskab, en verden hvor tal, kasser og korrekthed dominerer. Da virksomheden skulle outsource Anitas afdeling, stod hun overfor en karrieremæssig skillevej.
“Det var ligesom en tanke, der ikke kunne gå væk. Det blev ved med at poppe op, selvom det kunne føles irrationelt og ufornuftigt. Der var ikke mange andre mennesker, det gav mening for, for jeg havde på det tidspunkt kun malet et i halvt år. Så talte vi om det hjemme, om at prøve det af og se, hvor det fører hen, og det er det, jeg er i gang med nu.”
Hvad er sket siden?
“Det første år er gået med at finde mig til rette med min nye hverdag, med at male og prøve teknikker af. Jeg deltog i nogle online maleskoler og øvede mig simpelthen. Der opbyggede jeg bekendtskaber med andre kunstnere bl.a. igennem messer, og jeg havde én udstilling på en café og var til Dragør kunstfestival.
Det andet år tog det fart, og jeg har på det år haft 11 udstillinger eller messer. Det er sindsygt godt, og jeg er selv meget overrasket.”
Anita arbejder hjemmefra, men lægger ikke skjul på, hvor vigtigt sociale relationer og netværk er for hende. Hun er medlem af kunstnergruppen 10+2, som sammen arrangerer og faciliterer udstillinger.
“Vi er flere til at bære omkostningerne og finde steder at udstille. Vi dækker desuden ofte selv åbningstiderne. Det er et godt sted af møde ligesindede, og man får god sparring.
Instagram er også et godt sted at møde andre kunstnere eller potentielle kolleger. Jeg sørger for at komme til udstillinger fra folk, jeg møder her, og se dem i virkeligheden. Det giver en god interaktion med andre mennesker og et godt til netværk.”
Farver og glæde
En ting, der om noget kendetegner Anitas kunst, er en eksplosion af farver og glæde, og jeg kan ikke lade være med at spørge ind til dette.
Anita peger på sit helt igennem sorte tøj og siger: ”Jeg vil sige, at jeg er en diskret rebel. Jeg er klædt helt i sort, men altid med sprælske strømper på.” Hun hiver op i bukserne, og farverige sokker titter frem i skoene. “Jeg er pæn for oven, og helt vild nede i skoene!
I starten brugte jeg meget pink, selvom jeg aldrig har set mig som en “pink pige”. Og jeg malede damer i kjoler. Det er kontrasten, jeg så godt kan lide. Som person er jeg desuden meget glad, hvilket kan ses i min kunst. Den glade energi, det indre sprælske og kontrasterne. Jeg kan godt lide at overraske.
Min serie, der hedder City Nights er mere nedtonet. Jeg spænder nogle gange ben for mig selv i stedet for at køre rundt i det, jeg ved, fungerer. Fx er okker ikke en farve, der naturligt taler til mig, men kombinerer man det med blå, hvid og guld, kan noget lækkert ske.
Jeg bliver aldrig nervøs over min beslutning om at kaste mig ud i at male på fuld tid, for det føltes rigtigt, og jeg får god opbakning hjemmefra. Faktisk er mine forældre mine største fans.” siger Anita og griner.
Og så til julekuglerne
“For to år siden fik jeg idéen om at lave julekugler. Jeg ville prøve det af og se, om det kunne lykkes. Jeg købte julekugler efter jul, men nåede det ikke til julen ’18. Så I år tænkte jeg ‘det skal simpelthen være løgn’, og gik i gang med at øve og finde frem til udtrykket, jeg ville have.
Nu er jeg snart oppe på 100 kugler. De levede fuldt op til mine drømme, og det får jeg bare en indre glæde af. Jeg er helt forelsket i dem! Jeg kigger på dem, vender og drejer – det er fuld af kærlighed.
Jeg pynter desuden selv op med mine julekugler, de er alle vegne. Liggende i et sølvfad, i adventskransen, flettet sammen med en lyskæde og i vinduerne. Der er så mange anvendelsesmuligheder.”
………..
Vi slutter af foran en smuk rusten dør, som Anita i forvejen havde udset sig, og her fotograferer jeg hende sammen med de smukke julekugler. Kontrasterne mellem den rå scene og de fine kugler er tydelige at få øje på, ligesom i den kunst, der så spontant opstod i en af livets skilleveje.
Vi pakker bilen sammen og blæser varme tilbage i vores hænder. Jeg får to flotte kugler foræret og begynder at forstå det der med at forelske sig i et værk. En dejlig kreativ stund og begyndelse på en dag fuld af glæde, inspiration og farverige skabninger.
Du kan se flere af Anitas værker på hendes hjemmeside www.noisebynielsen.com eller kontakte hende på hendes Instagramprofil her.
