DIY strandtæppe er en sjov måde at genbruge gamle håndklæder på. Desuden får du et personligt og flot strandtæppe eller picnictæppe, som helt sikkert bliver positivt bemærket. Genbrugsbutikkerne bugner af gamle håndklæder, mange af dem stadig superflotte og brugbare, og det er spændende at matche forskellige mønstre og farver. Her får du en guide til dit eget strandtæppe.
Forleden fik jeg et tip om et super spændende projekt, som jeg bare måtte prøve af med det samme! Så jeg fandt symaskinen frem (den var efterhånden blevet noget støvet), og så tog jeg ellers i genbrug og købte håndklæder.
Jeg fandt nogle nuancer, som jeg syntes, var lækre og sommeragtige, og jeg blev overrasket over, hvor meget de havde af den slags i den genbrugsforretning, jeg tog i. Jeg har her lavet en guide med i alt 9 trin, som du kan følge, hvis du har lyst til at prøve kræfter med projektet. Bunden er lavet af en gammel dug, også fra genbrug.
Jeg synes, det er ret sjovt på denne måde at få noget helt nyt ud af genbrug. At redesigne og skabe noget brugbart af noget, man ellers bare havde smidt ud. Jeg er allerede gået igang med at lave det næste, som bliver i et lidt mere “beach-agtigt” tema. Husk at vaske det hele, inden du går igang!
Prøv også: DIY shorts – sådan genbruger du dine gamle jeans
DIY strandtæppe – guide til dit eget picnictæppe af gamle håndklæder
Du skal bruge:
- håndklæder (kan købes i genbrug eller på dba)
- en gammel rund dug
- symaskine og tråd
- knappenåle
- en god saks
Sådan gør du:
1. Placer håndklæderne i forhold til hinanden, som du ønsker, de skal ligge
2. Klip de “uønskede” kanter af. Nogle håndklæder (som det grønne herover) har mønstre i enderne – klip kun dem af, der er for grimme til at bruge
3. Lad håndklæderne gå ca 1 cm over hinanden med de pæneste kanter øverst (gem så mange af de afklippede kanter som muligt)
4. Hæft dem sammen med knappenåle og sy dem sammen med en ligeud sting 0,5 cm inde. Er der afklippede ender på forsiden (som den grønne på billedet herover), skal disse siksakkes i kanten, så de ikke flosser
5. Når håndklæderne er syet sammen, bred dem ud igen med bagsiden opad.
6. Tag duen og læg over det ønskede område. Hæft med knappenåle hele vejen rundt
7. Sy dugen fast fra denne side med ligeud sting
8. Vend dugen med forsiden opad og klip det overskydende af håndklæderne af ca 0,5 cm fra din ligeud sting
9. Siksak kanten fra forsiden hele vejen rundt – et voilá!
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥