Sidste år kastede jeg mig ud i at lave mit første kuld planteplaneter (se her), og siden har jeg gerne ville lave en mere detaljeret “how to” guide. Den kommer så her! Det er ikke det letteste projekt, men det er sjovt at kunne lave sine egne. Der er billeder til alle mine forklaringer, så de skulle være til at følge. God fornøjelse 🙂
Du skal bruge:
- sukkulenter (de holder sig bedst)
- kokosfibre (købte dem i et havecenter)
- ler
- jord
- blomstertråd
- vand
- ophæng (mine har jeg selv bøjet i messing)
Sådan gør du:
1. Bland ler, jord og vand og ældt det med fingrene, indtil det føles sammenhængende og leret ældtet jævnt ud i jorden. Man må fornemme blandingforholdet: det skal ikke dryppe med vand, men være så jævnt, at det kan arbejdes til en rund boldt omkring sukkulenten, uden at falde for meget fra hinanden.
2. Tag dine kokusfibre og bred ud på bordet i en cirkelform i et jævnt lag. Jeg lægger et stykke plastik i bunden, så det ikke drypper for meget fra dem, når man vander dem. Arbejd ler-blandingen omkring sukkulenten og placer den som på billedet herunder.
3. Nu skal kokosfibrene arbejdes omkring ler-blandingen og planten til en kulgeform. Bind blomstertråd omkring indtil formen er der. Det kan kræve lidt øvelse, men når man lige får tag i det, er det simpelt nok.
Tip: Hvis formen ikke sidder lige i skabet første gang, tag da et tyndt lag kokosfibre og giv det et ekstra lag, hvor du lettere kan fokusere på formen.
Vandring: Når du skal vande dem, er det letteste, at tage dem ned og lægge dem i en balje med vand, de kan suge fra. Når de holder op med at dryppe, kan de hænges tilbage på plads.
Har du lyst til flere DIY projekter, så se mere her
Jeg håber det har inspireret til andre spændende projekter. Smid gerne en kommentar! 🙂
6 kommentarer
Hej Marie
Hvor er det en fin guide. Mange tak for at du har lavet den 🙂
Jeg er nød til at prøve at lave nogle planteplaneter også.
Hvordan sætter du ophænget i messing fast – og hvor kan man købe dem?
Knus
Louise
Hej Louise
Mange tak – det er jeg glad for, du synes 🙂
Det er virkelig sjovt at lave sådan nogle, og man kan jo også lave dem mere sæsonbetonede, så de fx får lidt efterårslook nu her eller julelook til december.
Du kan købe de originale ophæng, hvor de også forhandler de originale planteplaneter. Ellers kan du enten bruge kæde af messing (kan købes i gør-det-selv shops) eller dreje dem af messingwire (som ofte kan fåes hos vvs’er). Det første med kæderne er det letteste, og faktisk også det resultat, jeg selv er gladest for. Du kan se et fint eksempel på det her: https://www.byduhn.com/julekokedama-svaevende-juledekorationer-roed-guld/
Sådan gør du: Hægt kæden eller wiren fast i et par af de tråde, du har bundet kokosfibrene og bolden sammen med. Dæk gerne stedet igen med yderligere et lag af kokosfibrene. Jeg giver dem gerne to lag kokosfibre og to bindinger, da den sidste altid bliver pænest. Håber, du forstår – eller skriv gerne igen 🙂
Mange hilsner
Marie
Hej. Hvilken type ler bruger du? Tænker det er et godt barselsprojekt🙂
Hej Anna.
Det synes jeg helt sikkert, er et godt barselsprojekt, for det er rigtig hyggelig at nørkle med 🙂
Det er helt almindeligt ler, man også bruger til dekorationer til jul. Her i foråret køber jeg mit ved blomsterhandlere, og mon ikke også havecentre kunne have det.
Held og lykke med projektet – jeg håber, det bliver rigtig fint 🙂
Knus og kram Marie
Hvis mine planeter skrumper ind er det så fordi jeg har haft for meget vand i planeterne, da jeg formede dem? Jeg kan ikke få dem til at tage nok vand, planterne taber bladene.
Hej Andreas
Hmm, det er nogle gode spørgsmål, du stiller, og jeg vil forsøge at svare, så godt jeg kan.
Mht. at planterne vil skrumpe ind, så tænker jeg, at det kan hænge sammen med jorden. Når jeg omplanter mine potteplanter, så skal jeg altid toppe op med lidt ekstra jord på et tidspunkt, fordi det er sunket sammen. Løsningen er nok at forsøge at presse det godt sammen fra start og evt. binde kokosfibre omkring i to omgange, så strukturen holder bedre. Det er jeg begyndt at gøre, og jeg har ikke haft problemet. Husk at der ikke må dryppe vand fra jorden, når du klemmer den sammen til kuglen – så er den for våd.
Mht. at planterne ikke vil tage nok imod vandet, så kan det være, vi skal se lidt på typen af planter, du bruger. Er det sukkulenter eller kaktuslignende planter? Det er svært at vande dem meget, når de er bundet sådan her, men jeg har haft nogle ret så nøjsomme sukkulenttyper, der levede fint i et års tid. Herefter tænker jeg, at man med rimelighed kan forvente, at de skal have nyt jord at gro i 🙂
Håber disse svar kan bruges, og at du får god glæde af dine projekter.
Mange hilsner
Marie