DIY krans af kork propper er et hyggeligt og simpelt projekt. Og så er det perfekt, hvis du, som mig, ikke kan lade være med at gemme de der fine propper af kork fra vinflasker eller ølflasker. Du skal ikke bruge meget andet end en halmkrans og en limpistol – så er du i gang. Her er en nem guide til din egen diy krans af kork propper. En hyggelig dekoration til væg og bord.
Det er midt vinter og jeg sidder og limer. Imens skylder minderne ind over mig fra alle de dejlige studer, som propperne stammer fra. Fx den der økologiske vingård i Frankrig, vi besøgte et par somre med en fantastisk udsigt over Mont Ventoux og en dejlig infinity pool, vi kunne køle os i. Eller alle de gode flasker boblevand, vi serverede i galleriet, når vi havde ferniseringer af nye kunstnere, og der var godt med besøg og god stemning. Eller den sidste flaske, vi delte, da vi flyttede ind i vores nye hus for et par måneder siden… Så mange dejlige minder.
Lad din samling af propper være udstillet indtil du har nok
Men nu er propperne jo andet end minder – de er lige nu vores fine materialer til vores endnu finere krans. De er det perfekte materiale, da de både er smukke, men også bæredygtige at bruge. Ja, flaskerne skal dog lige tømmes først. Jeg har talt sammen, at jeg til min mindste krans – den der er her på billederne – har brugt ikke mindre end propperne fra 71 flasker!
Det kan lyde som en del, men jeg også samlet over en længere periode. Jeg har haft en stor gennemsigtig krukke stående med propperne udstillet, mens jeg har samlet. Den har været hyggelig at have stående og sjov at fylde, hver gang en ny prop kom til.
Prøv også: Hjemmelavede kort af gamle malerier på lærred – kreativ idé til lav selv kort
DIY krans af gamle kork propper – sådan gør du
Du kan sidde stille og nørkle med af finde de propper, der passer godt sammen i størrelse, farver osv. Det er et hyggeligt arbejde, som dog krævede et par gode kopper kaffe dertil 😉 God fornøjelse.
Du skal bruge
- Kork propper (kan både være fra ølflasker, vinflasker, boblevand)
- Halmkrans
- Limpistol og lim
- Brødkniv og skærebræt
Sådan gør du
Del propperne i to lige store dele. Jeg forsøgte på lidt forskellig vis, men syntes klart, at det var lettest at bruge en brødkniv. Hav gerne mange at vælge iblandt, når du skal til at lege puslespil og sætte dem sammen på kransen.
Lim propperne på en ad gangen. Starte udefra med en række rundt i yderste kant. Fortsæt derfra med en række mere og se, hvor tæt, du kan få dem til at sidde på hinanden. Dæk så meget af halmen som muligt, men skulle der være steder, den kan ses igennem, gør det ikke spor. Fortsæt sådan til den inderste del også er dækket.
Har du prøvet guiden?
Jeg vil elske at høre, hvordan det gik! Kommenter herunder eller del et billede på Instagram med hashtagget #byduhn – så tales vi ved.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥