DIY hjemmelavede julekugler med nordisk nostalgi

af Marieduhn

DIY hjemmelavede julekugler med nordisk nostalgi

Julekugler er en klassiker, og de kan have mange forskellige udformninger og udtryk. For mig er de hjemmelavede og kreative af slagsen altid de hyggeligste. Her har jeg kombineret nogle gamle patinerede kugler, jeg har fundet brugt, med en skal af strimler af finer for at give dem et nordisk og moderne udtryk, samt lidt varm nostalgi.

Julerierne er så småt ved at begynde herhjemme hos os, og i weekenden var vi i kælderen, for at hente julepynt op. Selvom vi endnu ikke pynter op i lejligheden – det gør vi altid den 1/12 – så kan de kreative sysler og arbejdet med at lave dekorationerne jo godt tyvstartes lidt. Desuden skal mit hjemmekontor pyntes op til hyggelige kreaaftener med veninder og måske nogle workshops.

De gamle julekugler, har jeg købt i Kræmmergården i Dragør, men lignende kan sikkert opstøves i den lokale genbrugsbutik eller på et julemarked. Man kan selvfølgelig også bruge nye kugler, men jeg kan godt lide følelsen af, at vi ikke bare forbruger voldsomt, bare fordi det er jul, og så har disse til gengæld så fin en patina, der står godt til det lyse nordiske finer 🙂

Prøv også: Julekugler af mos

DIY hjemmelavede julekugler med nordisk nostalgi   DIY hjemmelavede julekugler med nordisk nostalgi

Du skal bruge:

  • finerstrimler (kan købes i Søstrene Grenes)
  • forskellige julekugler
  • lim (jeg har brugt skolelim)
  • nål og tråd
  • evt. nogle små klemmer

Sådan gør du:

  1. Klip 3 strimler i den ønskede længde – mine er 33 cm.
  2. Find midten af finerstrimlen og sæt et mærke (se billede 2). Lav hul i alle 6 ender i med nålen.
  3. Lim hver ende sammen med sig selv, så de danner en cirkelform. Brug evt. klemmer til at hjælpe med at holde enderne sammen, mens limen tørrer.
  4. Placer strimlerne, så de danner en kugle med ca. lige langt imellem hinanden. Hullerne fra før skal være lige over hinanden. Før nål og tråd igennem hullerne udefra og ind i kuglen, og op igen 2 mm ved siden af de oprindelige huller. Bind et par knuder stramt, så finerstrimlerne holdes på plads. Denne tråd skal også danne ophæng, så sørg for, at den ikke er for kort. Gentag dette i bunden, men klip her sytråden af inde ved kuglen (se billede 4).
  5. Julekuglen bindes fast ved at føre nål og tråd gennem stinget i den øverste del af kugle. Bind snoren så tilpas kort, at kuglen svæver et stykke over bunden.
IMG_7238
IMG_7244
IMG_7239
IMG_7247

Ud over at arbejde med genbrug, som julekuglerne her, elsker jeg at bruge naturmaterialer. Der er noget fantastisk over at tage naturen med ind i stuerne på denne årstid, og skovene bugner af materialer, som kun kræver en skovtur og måske en god saks for at erhverve sig. Jeg tager gerne en tur til Skagen og samler, for der kender jeg de gode steder, og der er mange fine ting at samle. Som sidste år, hvor vi samlede lav, mos, skagenroser og ellekogler, til at lave nogle fine naturjulekugler, som skulle udsmykke en café i nærheden af, hvor jeg bor (se projektet her).

Julen er det perfekte tidspunkt virkelig at slå sin kreativitet løs, og der er så mange sjove og hyggelige muligheder for det. Jeg har sat mig for, at alt vores julepynt med tiden skal være hjemmelavet, da der bare er noget fantastisk hyggeligt over at mindes alle de gode stunder, man har haft med at lave det. Og er det ikke det, julen handler om?

♥♥♥God fornøjelse♥♥♥

Se også: 10 idéer til hjemmelavede værtindegaver

Se også

Skriv en kommentar