DIY håndtag til skab er en simpel måde at give et skab, en kommode eller et andet møbel et nyt look på, der er både personligt, nordisk og kreativt. Små fornyelser til boligen og i indretningen kan somme tider gøre store forskelle, og de lyse greb af læder er både friske, praktiske og smukke at se på. Så er du klar til et IKEA hack eller upcycklingsprojekt? Så er denne DIY måske noget for dig 😉
Jeg har længe haft som ambition at lave håndtag til skabet i mit kontor. Det er et klassisk hvidt IKEA-skab, hvor jeg opbevarer alle mine kreative ting og dimser til mit arbejde og hobby. Derfor har det længe irriteret mig, at der ikke var håndtag på, da jeg (grundet min beskedne højde!) har svært ved at nå op til overkanten og åbne det derfra.
Da skabet er en del af min “kreative oase” skulle løsningen naturligvis være både smuk, praktisk og kreativ, så derfor besluttede jeg mig for at lave den selv. Jeg tog udgangspunkt i et materiale, jeg elsker at arbejde med, nemlig kernelæder, og det resulterede i disse simple DIY håndtag af kernelæder.
Prøv også: DIY potteskjuler med flotte læderdetaljer
Læderet kan du købe hos de fleste forhandlere af stof og sytilbehør, hobbyforretninger og engang imellem også hos Søstrene Grenes. Mit er fra Stof2000. Vælg en kraftig kvalitet i den nuance, du foretrækker. Jeg har brugt skruer af messing, fordi det står godt til læderet og min øvrige indretning.
To skruer sikrer læderet ekstra godt og giver et mere holdbart resultat. Da det er håndtag, og der er rimelig stor belastning på dem, vil punktet under nederste skrue være det mest kritiske. Vælg derfor stærkt læder og sikre det med to skruer.
DIY lædergreb
Alt du skal bruge er læder, hultang, skruer og skruetrækker.
Sådan gør du
- Mål ud og vurder, hvor lange, du vil have dine håndtag eller greb. Mine er 27 cm. Klip læderet i det ønskede mål.
- Mål ud til placeringen af skruerne. Marker med blyant eller lignende. Mine er placeret hhv. 1 cm og 2 cm nede. Klip hul med tangen. Dette gøre i begge ender af læderet.
- Nu skal håndtagene placeres på skabet, og igen skal der måles ud og markeres, hvor skruerne skal placeres.
- Saml enderne af læderet og skru dem op.
TIP!
Hvis du er glad for læderdetaljer som disse, så er der et væld af muligheder for spændende diy’s til hjemmet på Pinterest – tjek fx disse ud. Jeg har også før arbejdet med lædersnor – tjek projektet ud her.
Læder kan godt være temmelig kostbart, men hvis du holder øje ved Søstrene Grenes, får de med jævne mellemrum forskellige læderartikler på hylderne til meget rimelige priser. Desuden kan man finde mange spændende ting i genbrugsbutikkerne, fx kan læderjakker/-bukser eller bælter i høj kvalitet nemt laves om til smukke nye genstande til vores hjem ♥
Prøv også: DIY kurv af snor – simpel og feminin til smykker og nips