Der er stadig mange eventyr fra min fantastiske rejse til Marokko, hvor jeg boede sammen med lokale berbere i Atlasbjergene i fem uger, som jeg endnu ikke har fortalt om. Både fordi jeg simpelthen ikke har haft tid til at skrive det ned, men også fordi, det tager mig tid at reflektere og nogle minder skal lidt på afstand, før jeg kan skrive om dem.
Men en af de mest unikke dele af eventyret var, da jeg blev inviteret med til bryllup i den landsby, jeg boede i. Jeg havde på det tidspunkt været i landsbyen omkring 4 uger og var efterhånden blevet “optaget” i det lille samfund. Selvom det var en stor oplevelse, har jeg kun et eneste billede derfra, som jeg har fået tilsendt (se nederst). Jeg blev rådet fra selv at fotografere, da det kan virke meget fornærmende i deres kultur, og jeg skulle og “undgå at stikke for meget ud”. Men stikke ud gjorde jeg nu under alle omstændigheder…
Jeg blev hentet af pigerne i familien, Suad og Mariam, som havde gjort deres øjne smukke med sorte streger i kanten under øjet. De plejede ellers aldrig at gå med make up. De havde lange løstsiddende kjoler på, som berberkvinderne bruger, og farverige silketørklæder over håret, der dækkede hver en lokke. Deres brune øjne skinnede, da de så mig, og de tog mig i hånden som deres blege søster. Jeg var efterhånden kommet tæt på de to, som jeg kun kunne kommunikere med via tegnsprog og nogle ganske få franske gloser. Det er utroligt, hvordan man alligevel lærer at kommunikere, selvom man ikke har et fælles sprog. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at Mariam havde taget de sandaler på, jeg havde givet hende dagen før, og jeg blev glad for at se, hvor stolt hun var over dem.
Jeg blev ført ned ad bjerget, hvor vi boede igennem de støvede stier og forfaldne huse. Her bor man side om side med dyrerne, køer, høns, får og æsler, og affaldet hælder man ned ad bakkeskråningen. Vi skulle besøge Mariams familiehus. Hvor hun var født og opvokset, indtil hun blev giftet med broren i huset, jeg kom i. Hun var 19 år og gravid med sit første barn. Hun viste mig stolt et treetagers familiehus, hvor 22 familiemedlemmer stadig boede, og aldrig i mit liv har jeg set så stor en stue med chaiselonger alle steder langs rummets vægge og små borde til teen, der bliver indtaget flere gange dagligt. Jeg så bederum og altaner og blev kindkysset hjerteligt af alle familiemedlemmer, jeg mødte – kvinder altså.
Det er skik blandt berbere, at mænd og kvinder holdes skarpt adskilt, så mændende var taget i forvejen, mens kvinderne samledes i store grupper for at følges ad.
Det der går forud for et bryllup er, traditionen tro, at hele landsbyen indbydes til festligheden af to piger fra brudens familie. De går fra dør til dør med en blomst som symbol på foreningen. Det er stadig det mest almindelige i disse bjerge, at ægteskaber arrangeres af forældrene i familien. Det er kvinden, der flytter ind hos manden, som bor hjemme i sin egen storfamilie. Normalt får berberne mange børn, og piger og drenge opdrages meget forskelligt.
Omkring en uge efter, at invitationerne er delt ud, står brylluppet, og nu tilbage til den aften, hvor jeg begyndte.
Efter at et følge på omkring 15 kvinder nu havde samlet sig omkring os – og dertil omkring ligeså mange børn – begav vi os mod huset – brudens hus – hvor brylluppet skulle stå. Der var mange andre grupper af kvinder på vejen, for hele landsbyen skulle spise og kigge på denne ældgamle tradition, som mange allerede havde gennemgået med både frygt og spænding.
Vi blev vist ned ad en trappe i huset og ud på en stor udendørs terrasse, hvor omkring 200 kvinder og et væld af børn allerede havde indfundet sig. Vi ventede til et bord blev ledigt, og med asen og masen fik vi klemt alle familiemedlemmer ned omkring det lille runde plastikbord. Småbørn dukkede frem fra bylter på ryggen, hvor kvinderne vikler dem fast i linned for at kunne bære dem. En ældre kvinde kom rundt med et sølvfad og en kande, hvor man skyllede fingerspidserne på den højre hånd.
Første ret blev serveret: ét stort fad med kylling. Brød blev budt rundt. Det er svært at beskrive med hvilken iver, kvinderne kastede sig over maden og med behændige tag fik gravet alt kødet af knoglerne og fortæret det sammen med det tørre brød. Alt foregik med én hånd, og før jeg vidste af det, var alt maden væk, slugt. Hvis det ikke var for mine to søde søstre, der havde placeret sig på hver sin side af mig og diskret lagt nogle kyllingestykker foran min side af fadet, havde jeg ikke fået en bid. På et tidspunkt kom et afgnavent kyllingeben flyvende gennem luften og landede foran mig på bordet – det var som at være med i en film.
Et drikkekrus med vand gik på runde, og vi var klar til anden ret. Den bestod af en form for søde kolde nudler i bittesmå stykker med kanel og puddersukker – og prøv lige at sætte en kniv-og-gaffel dansker til at spise det med én hånd! Jeg forsøgte først med at læne hovedet tilbage og ligesom gribe de små tråde med munden, men da jeg opdagede, at jeg tiltrak mig væsentlig opmærksomhed (ud over den jeg allerede tiltrak mig ved at være den eneste lyshudede, blåøjede, ikke-tørklædebærende i miles omkreds!), søgte jeg efter en anden taktik. Jeg havde indset, at med mindre jeg ville gå sulten i seng, måtte det gå hurtigt. Jeg forsøgte derfor at efterligne de lokale, og mens de undrende studerede mit forsøg endte det meste i skødet. “Mange” opfordrede de mig til, “spis”, men det var nu med meget besvær (og en smule ydmygelse), at jeg måtte opgive mit forehavende. Hvor blev jeg lettet, da der var melon til dessert!
Plastikdugene på bordene blev samlet ind og smidt væk godt tildynget i madrester, nye kom på, og nye grupper kvinder kom til, indtil alle landsbyens kvinder havde fået – mens børnene stadig vrimlede omkring os alle steder fra. Sikke et skue!
Efter maden blev der stort påstyr. Berbermusik spillede et sted. Stole blev kapret, og vi bevægede os arm i arm med en stol i den ledige hånd op gennem husets trappe til en scene, der var sat op foran huset. Stadig var der ingen mænd til stede, kun nogle få drenge og en dj, der spillede arabisk musik for fulde drøn.
Bruden blev ført ind på en stol båret af de nærmeste mænd i hendes familie. Hun var iført en grøn kjole med slør for øjnene. På trods af dette var det tydeligt at se hendes sortsminkede øjne og hendes mørkerøde læber. Og hendes blik. Rædsel og nervøsitet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hendes skæbne. Hun skulle giftes med en mand fra en anden landsby og dermed langt væk fra sin egen familie og alt, hvad hun hidtil har kendt. Mon hun kender manden? Hvornår mon hun kommer hjem igen? Hvad mon der skal ske senere på natten? Det var tydeligt at se, at hun ikke var særlig gammel – måske en omkring 17 – og nu ville hendes liv forandres for altid. For i denne del af verden er et ægteskab ikke noget, man sådan lige slipper ud af igen. Jeg ser stadig tydeligt hendes blik for mig.
Der var flere ritualer i løbet af aftenen, den mest betydningsfulde var hennaen. Med fremstrakte fødder og hænder blev dette naturprodukt påført i sindrige mønstre af et ældre familiemedlem, mens hele landbyen så på. Børn dansede, mens kvinderne snakkede. Et andet ritual er, at bruden skifter kjole 5 gange i løbet af dagen.
På et tidspunkt bliver gommen båret ind i en stol, parret forenes og bæres ud igen til et nyt liv. Vi traskede sammen hjem igen efter en aften, der havde været helt speciel for mig. Sådan en oplevelse føler man sig heldig over at have haft <3
