Delfi. På femtedagen af vores Grækenlandsrejse tog vi ind i landet; vi ville besøge Delfi, eller verdens navle, som de gamle grækere kaldte det. Det tager et par timer at komme dertil med minibus, og på vejen passerer man gennem de smukkeste landskaber. Fra at køre langs Middelhavet kyst, over marsk- og landbrugsområder nord for Athen, kommer man op i de smukkeste bjerge, hvor man passerer gennem den idylliske bjergslandsby Arachova.
Vi besluttede os for at tage med selskabet Chattours, som havde denne guidede rundtur; så mens vi passerede gennem landskabet, fortalte vores passionerede guide os de gamle sagn om guder og helte… Som før nævnt har jeg selv arbejdet som guide på bronzealderpaladset Knossos på Kreta, hvor jeg boede et halvt år, så jeg havde høje forventninger til guiden. Men hun var lokal og rigtig god, og selvskabet havde sammensat en fin tur. Det sjove ved sådanne rundrejser er, at man ofte i starten ser de andre medrejsende lidt skeptisk an, men som dagen går, kommer mere og mere ind på livet af hinanden for til sidst at føles som en enhed. Jeg kom til at tænke på en bog, jeg engang læste, Rejsen til Delfi, som netop omhandlede dette fænomen.
Højdepunktet på turen var naturligvis selve alteret, hvor Apollons orakel, en ung kvinde kaldet Pythia sad og via euforiserende dampe fra bjergets indre udsagde skæbner store som små. Folkeslag fra hele den græske verden valfartede hertil med store og rige gaver, og hver bystat havde sin egen bygning til rigdommene. Flere af disse er samlet i museet nær sitet, som også er et besøg værd.
Delfi glider. Bogstaveligt talt. Hele deltaet, hvor sitet er placeret glider år for år langsomt ned ad bjergsiden og vil ende langt under det niveau, det ligger på nu.
Vi gik rundt og nød de gamle sten og nød solen, og måtte igen erkende, at vintersæsonen er en god årstid at besøge de græske seværdigheder på – for vi havde det stort set for os selv. Vi sluttede dagen af med en god middag, og så solen gå ned, mens vi kørte i minibus tilbage til Athen og Middelhavets kyster.
